Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
281
en ægte filosofisk og ægte sokratisk Trang til at
blande sig i Menneskevrimlen, og det ikke blot som
han antyder i Slutningsordet til Stadierne for at
gøre Sprogstudier, men for at lære den hele menige
Befolkning at kende og glemme den Kres, Stands-væsenet
slaar om hver Enkelt, eller for som det siges i Om
Ironi «engang imellem at være Menneske og ikke evigt
Kancelliraad.» I Slutningen af Afhandlingen om Ironi
ligger Grundtanken til Kierkegaards Tidsskel sættende
Værk Enten-Eller: Modsætningen mellem den falske
Poesi, der var udbredt over det Nydelsesliv og den
Nydelsesfilosofi, som da gennem de tyske Romantikere
var kommen i Mode, og den virkelige Poesi, der
udbreder sin Forklarelse over det sædeligt lovbundne
Liv i dets Kres af Opgaver og Pligter. I Afsnittet
om den Form af Ironi, som den romantiske Skole i
Tyskland førte med sig, vises det, at dens Dyrkeres
store Fordring var den; at man skulde leve poetisk,
et Løsen, der ikke blot skulde forstaaes som Protest
mod Dusinmenneskenes spidsborgerlige Maade at tage
Livet paa, men saaledes, at Ironikeren intet Formaal
vil have, Intet vil være. En Dagdriver bliver saaledes
(for at erindre om Eichendorff) den særligt poetiske
Figur. Det Billede af Ironikeren, som nu udkastes, er
nøjagtigt det Skema, som første Del af Enten-Eller
senere søgte at give Kød og Blod. Ironikeren
kostymerer sig forskelligt for at nyde sig selv. Han
digter sig selv og sin Omverden; den hele givne
Virkelighed har kun poetisk Gyldighed for ham; han
opsætter derfor Moral og Sædelighed. «Han uendelig-gør
sit eget Jeg, forflygtiger det æstetisk og metafysisk;
han lever aldeles hypotetisk og conjunctivisk.»
Men dette er jo i kort Begreb, udtrykt i nogle faa
Fremmedords uigennemsigtige Frimurer-sprog det Samme,
der mange hundrede Sider igennem udvikles af og om hin
unge Æstetiker, paa hvem det er umuligt at faa anbragt
et redeligt Enten-Eller, fordi han smøger ethvert
Forhold til Livets Virkelighed af sig og foretrækker,
gaadefuld for sig selv og for andre, at leve hen i en
Art Tanke-Fortvivlelse. Om Ironikeren her siges det
endvidere, at hans Liv taber al egenlig Sammenhæng,
synker ind under Stemning, er lutter Stemninger, men
at han for at hævde sig selv digter, at det er ham,
der fremkalder Stemningerne. Saaledes siger senere
i Enten-Eller Johannes: «Vistnok, kære Gordelia, er
der noget Kongeligt i mit Væsen, men du aner ikke,
hvad det er for et Rige, jeg hersker over. Det er
over Stemningernes Storme. Som Æolus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
