Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
284 Søren
Kierkegaard
han besad efter indvendigt at have befriet sig fra
den, al den Begejstring og Lidenskab, som udfordredes
for ubestukket af dens blændende Overlegenhed at dømme
den til Døde og ramme en Pæl igennem den. Saaledes
gik det til, at Kierkegaard fra Helten i Lucinde,
Julius, kom til at tage en af Tilskyndelserne til
den i Enten-Eller mest udførte Figur, Forføreren
Johannes. I Om Ironi er allerede den Modsætning
antydet, der senere udføres saa rigt imellem Mozarts
Don Juan og den overlæggende Forfører. «Helten i
Lucinde*, siger Kierkegaard her, «er ingen Don Juan
(der ved sin sanselige Genialitet som en Troldmand
fortryller Alt; der træder op med en umiddelbar
Myndighed, der viser, at han er Herre og Fyrste,
en Myndighed, som Ord ikke kan beskrive, men et
Par absolut bydende Buestrøg af Mozart kan give
en Forestilling om; der ikke forfører, men af hvem
Alle ville forføres, og hvis deres Uskyldighed gaves
dem tilbage, blot ønske endnu engang at forføres, en
Dæmon, som ingen Fortid, ingen Udviklingshistorie har)
men en i Refleksion hildet Personlighed, der først
successivt udvikler sig.» (Om Ironi 311.) Netop det
Samme kan Ord for Ord siges om Enten-Ellér’s Johannes,
og selve den lange ubehjælpsomme sletskrevne Parentes
i Disputatsen fremtræder i det senere Værk som det
kunstnerisk fuldendte Ordfyrværkeri om Mozarts Don
Juan, der bærer Titlen Det Musikalsk-Erotiske. Det
var da ogsaa (efter Vidnesbyrd af Kierkegaards dengang
eneste nogenlunde fortrolige Ven) netop paa den Tid,
da han skrev paa sin Afhandling Om Begrebet Ironi,
at han naaede frem til Klarhed over, hvad han vilde
og formaaede i Verden. (Se E. P. I, LIL)
Det kan derfor heller ikke undre, at man i denne
Afhandling finder mangt et Punkt, paa hvilket
Forfatteren synes at varsle om sin egen Fremtid. Hvor
han taler om den berettigede og tilladelige Ironi,
gør han bl. A. opmærksom paa den, der ligger i Brugen
af opdigtede Navne. En saadan Vildleden, siger han,
er stundom nødvendig i Literaturen, «hvor man overalt
omspændes af en Mængde aarvaagne Literatusser,
der opdage Forfattere, ligesom Kirsten Giftekniv
stifter Partier. Jo mindre det nu er en udvortes Grund
(Familiehensyn, Hensyn til Befordring, Frygtagtighed
o. s. v.), der bestemmer En til at lege Skjul; jo mere
det er en vis indre Uendelighed, der ønsker at frigøre
sit Værk for ethvert endeligt Forhold til sig [En]
selv, ønsker at se sig fritaget for al Condolation
af Ulykkeskammeraler, og al Gratula-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
