Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
283
Som Repræsentant for Ironien behandler Kierkegaard
særligt Friedrich Schlegel i hans Lucinde. Med
Lidenskab protesterer han imod, at den blødagtige
Nydelsess3^ge, den rene Uvirksomhed, der i dette
Skrift skildres, prises og prædikes, kan træde
frem som en Virkeliggørelse at det Maal: at leve
poetisk. Man har, siger han, tidtnok tilstræbt
en Paavisning af at slige Bøger var umoralske;
men man vil forgæves raabe Ak og Ve over dem,
saalænge man lader Forfatteren offenlig paastaa
og Læseren i Stilhed tro, at Saadanne Skrifter og
det Liv, de udmaler, er poetisk. Han antyder her
Overbevisningen om, at ethvert Menneske kan leve
poetisk, der alvorligt vil det; hvis man sætter
det at leve poetisk som ensbetydende med at nyde,
saa gaar Ironikeren glip af den højeste Nydelse,
af den sande Salighed, hvor Jeget ikke drømmer,
men i uendelig Klarhed ejer sig selv. Kort sagt, han
stiller den Opgave, som Enten-Eller ved sit hele Anlæg
netop stræber at løse, den dobbelte 1) at tilintetgøre
Datidens Form af Letfærdighed ved at ramme den netop,
hvor den troede at have sin Styrke, det vil sige paa
det æstetiske Felt, idet man skildrede den mindre som
usædelig end som upoetisk, og 2) at forsvare og prise
det religiøse Liv netop paa den Maade, der maatte
behage en i «det Poetiske» forgabet Tidsalder, ved
at forherlige det ikke som sædeligt, men netop som
poetisk, altsaa med samme Taktik som Chateaubriand
ved Aarhundredets Begyndelse havde anvendt under sin
Forsvarskamp for den sygn ende Katolicisme.
Det er ikke for meget sagt, at hele første Del af
Enten-Eller ligger antydningsvis i Fortolkningen
af Lucinde og hele anden Del ligesom sammenrullet
i Gendrivelserne af denne Bog. Jeg har andensteds
(Hovedstrømninger II) forsøgt en Paavisning af, at
Kierkegaard i Virkeligheden kun højst ufuldkomment har
forstaaet det egenlig springende Punkt i Schlegels
Skrift; men det havde øjensynligt slaaet ned i
hans personlige Sjæleliv, forskrækket og derigennem
opbragt ham, og jo mere han frygtede at tiltrækkes
af den Livsbetragtning, der her var skitseret, des
mindre stræbte han at forstaa den med en Kritikers
lidenskabsløse Efterfølen, og des skønnere og mere
tillokkende forekom den Opgave ham, endegyldigt at
gendrive den og bringe den ud af Verden. Han havde
i sit eget Indre gennemlevet den og havde saaledes
Forudsætninger til at kunne udvikle den videre og
udstyre den med langt mere Aand og Glans end den i
Lucinde havde, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
