Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
286 Søren
Kierkegaard
nogle tusind Aar havde ligget i Ørkenen og ruget over
Livets Gaade, forlovet med en smuk lille livsglad
Pige, der som den sekstenaarige i Stadierne ren og
uskyldig ikke havde noget at tænke paa «ikke en
Kommode eller en Piedestal, men af benyttede den
nederste Skuffe i Moderens Chatol til at gemme hele
Herlighedens Han og hun! Det var det gamle Æventyr:
Skønheden med Dyret under Armen, kun at Dyret var saa
klogt, saa fængslende, saa ubeskrivelig interessant,
at Skønheden ikke kunde blive ked af at lytte: thi
Dyret det var jo som i Æventyret paa ingen Maade
noget Dyr; Dyret, det var - Aanden. Selv om der
intet Andet havde tæret i Vejen, man tænke sig ham,
der nylig havde havt sin Tid og sin Frihed saa kær,
at han gøs tilbage for en Eksamen og en begrænset
Opgave i Livet, ved en Forlovelse inddraget i hele
det selskabelige Livs Filisteri, maatte gaa fra sin
Tankeverden til et Middagsselskab og sidde - han,
Simeon fra Søjlen, og faa sin og sin Kærestes Skaal
udbragt med et Leve for de unge Forlovede!
Det trøstede sikkert kun lidet, at Lejligheden til
humoristiske Iagttagelser var rig, hvorvel Enten-Eller
viser, at han har benyttet den. Man kan tænke sig ham,
selv forlovet, sidde i en eller anden Paarørendes
Hus og sige til sig selv: «Som der paa Skræddernes
Laugshus søger lutter Skræddere, saaledes søger
her lutter Forlovede. Naar vi er samlede en masse,
tror jeg, vi stiller ti Par, foruden de annekterede
Batailloner, der til de store Højtider kommer til
Hovedstaden.» Man tænke sig ham sidde der, og da hans
Hoved er saaledes anlagt, at han altid maa spekulere,
karakterisere og distinguere, af Mangel paa bedre Stof
være indskrænket til at inddele de forskellige Kys,
han hører i Krogene, naar det «den ganske Aften durch
er som om En gik omkring med en Fluesmække.» Og han
inddeler Kysset efter Lyden: «Snart er det smækkende,
snart hvislende, snart klaskende, snart knaldende,
snart drønende, snart fuldt, snart, hult, snart som
Kattun o. s. v. o. s. v.» Tro mig, Smilet er hurtigt
veget for Vemod. Eller sæt hun holdt af at danse,
og man tænke sig ham paa Bal, han der aldrig havde
været Barn eller Yngling. Vel maatte han da sige med
sin Yndlingsdigter:
Det gaar mig som en ung enbenet Kriger, Paa Ballet
gad han gerne danse med; Hans Hjerte svinger med de
unge Piger, Men Kroppen bliver paa det samme Sted.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
