Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
287
Han danse, der var bunden ved hin frygtelige Barndom -
det var bleven en tungere Dans end Sivard Snarensvends
med Egen ved Beltet. Havde der ikke været Andet end
dette i Vejen for en Forstaaelse, han var dog at
beklage.
Men der var øjensynlig meget Andet paafærde. Det
er af mange Vidnesbyrd klart, at han til sin
egen Forfærdelse midt i sin nye Lykke følte sig
skuffet. Han forbavsedes over, at saa inderligt
han længtes efter den unge Pige, naar hun ikke var
tilstede, var han dog egenlig lykkeligere ved at sidde
ene og tænke paa hende, end naar hun var der. Han
behøvede hende ikke for at elske hende, han led
fuldt saa godt at erindre hende, at mindes hende;
ja det var ham stundom, som om hendes Nærværelse
kun virkede forstyrrende paa ham. Han skrev ogsaa
hellere til hende, end han talte. Han havde levet
altfor indadvendt, altfor aandeligt, til at ikke denne
sanselige Nærhed skulde være ham ligesom for meget.
Eller var der endnu noget Andet? Der var noget
Andet. Det var hverken mere eller mindre, end at
han overhovedet var færdig med Forholdet, før han
havde oplevet det, og ikke følte Kraft til (for
at bruge et af hans egne Udtryk) at gentage det,
efter at være færdig dermed, og det fordi denne unge
yndige Pige kun var Anledningen, hvortil han trængte,
for at blive Digter. At hun kun var Anledningen,
det er i og for sig bevist derved, at Forholdet
til hende gjorde ham til Digter, forsaavidt han
med sine Anlæg kunde blive det, det vil sige,
det samlede de frembringende Kræfter i hans Sjæl,
gav de uvisse billed-dannende Tilbøjeligheder i hans
Fantasi en Retning og et Midtpunkt. Det er ligefrem
udtalt i Synspunktet f. m. Forfvirksomhed S. 64,
hvor han nævner det «Faktum», der gjorde ham til
Digter. Det er desuden tydeligt af mange ufrivillige
Bekendelser. Det er ham selv og ingen Anden, der
har udstødt det Hjertesuk, som fra Dagbogen er gaaet
over i Enten-Eller: «For mig er Intet farligere end
at erindre* og denne tungsindige Klage, der findes i
Enten-Eller og genfindes og varieres i Gentagelsen:
Kun Erindringens Kærlighed er lykkelig.*)
Det er ogsaa ham selv, der dybt har sandet det dybe
og smukke Vers af Poul Møller, i hvilket en ung Elsker
drømmer
*) E. P, l 335 smlgu. Enten-Eller Anden Udgave I 13;
Enten-Eller l 20 smlgn. Gentagelsen 29.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
