Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
301
Pieteten, gennem hvilken Mennesket netop forholder
sig til Samfund og Slægt.
Om det Kierkegaardske Arbejdes videnskabelige Værd
vil jeg her kun sige det, at den moderne Tids hele
naturvidenskabelige Opfattelse af den Enkelte
forlængst har bragt os til at tillægge alt det
Nedarvede den Betydning, som her blot tillægges
det, der aandeligt tages i Arv. Vi skiller aldrig
mere det enkelte Menneske fra Slægten eller fra
det Samfund, som har fostret det, vi ser aldrig
Slægten som fuldkomment angerløs overfor den Enkeltes
Udaad, men giver den sin Del af Skylden derfor; vi
betragter aldrig Individet som ubetinget ansvarligt
for dets Handling, men opfatter dets Ansvar altid
som relativt.
Jeg har allerede berørt, hvorledes Kierkegaard
i denne Afhandling formede sig en ny Antigone,
i hvis B^st han nedlagde sin egen Sjælevaande ved
Indblikket i Faderens Hemmelighed; man skulde da
tykkes, at der i denne Kvindefigur ikke var nogen
Plads tilovers for den anden store Grundbegivenhed
i hans Liv. Der var neppe nogen Mulighed for at
gøre ogsaa hende til en forladt og bedragen Kvinde
som Elvira og Margrethe. Men da hun ikke kan blive
den elskede Kvinde, saa maa hun blive ham selv, den
elskende Mand. Han lader sin Antigone elske og bryde
med den Elskede, hvem hun ikke tør indvie i sit Livs
Hemmelighed, der falder sammen med Faderens, og med
hvem hun efter sin Opfattelse ikke kan indgaa et ret
Ægteskab uden at betro ham den. Antigone spiller da
altsaa her Mandens Rolle.
Hvor rigtig denne Opfattelse er, kan ses af en
Dagbogsoptegnelse (E. P. L 327): «Jeg kunde nok danne
en Ende paa min Antigone, naar jeg lod hende være
et Mandfolk. Han forlod da den Elskede, fordi han
ikke kunde beholde hende i Forening med sin egen
Smerte. For at gøre det rigtigt, maatte han gøre
hele sin Elskov til et Bedrag mod hende; thi ellers
fik hun paa en aldeles uforsvarlig Maade Del i hans
Lidelse. Denne Krænkelse opbragte Familiens Vrede;
en Broder f. Eks. traadte frem som Hævner. Jeg vilde
da lade min Helt falde i en Duel.»
Han udførte som bekendt ikke denne Plan; han kunde
ikke udføre den, da det var blevet Glavigo-Historien
om igen med en Tilsætning af Frater Taciturnus. Men
hvis man vil indsætte Værdierne: den gamle
Hosekræmmers hemmelighedsfulde Skæbne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
