Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
304 Søren
Kierkegaard
ofre Gud det Bedste, han ejede, det, hvorfor han
gerne selv havde ladet sit Liv rnange Gange.»
Hvad er dette vel Andet end Hvirvelen i Kierkegaards
Hjærne, naar de Øjeblikke kom, da han ikke mere selv
kunde forstaa det Hele, da han vekselvis anklagede
sig for Skyld imod hende og atter ikke begreb, at det
paa nogen Maade kunde være Synd, at han havde givet
Afkald paa hende, naar han efter den redeligste og
pinligste Overvejelse ansaa det for sin Pligt. Det
er, siger han etsteds (E. P. II. 74) «den tungeste
Anfægtelse, naar et Menneske ikke véd, om hans
Lidelses Grund er Sinds-svaghed eller Syncb*). Dette
er ’ Skyldig-Ikkeskyldig, den bekymrede Tungsindiges
ængstelige Spørgen, om han har handlet ret eller uret
mod den Elskte og som kun finder Ro i den Tanke,
som Slutningsprædikenen i Enten-Eller behandler,
at mod Gud har Mennesket altid Uret.
Og for fjerde Gang stemmes Sindet til Abrahams Pris.
«Det var en aarle Morgen, Alt var beredt til Rejsen i
Abrahams Hus ... De rede endrægtigen sammen, Abraham
og Isak, indtil de kom til Moriabjerget. Abraham
beredte Alt til Ofret, rolig og mild, men idet han
vendte sig og drog Kniven, da saa’ Isak, at Abrahams
Venstre knyttede sig i Fortvivlelse, at der gik
en Skælven igennem hans Legeme - men Abraham drog
Kniven.
Da vendte de atter hjem - men Isak havde tabt
Troen.»
Han tabte" Troen. Hvad er dette vel andet end den
samme Bekymringens Frygt, der i Enten-Eller er udtalt
under Titelen Margrethe, Frygten for, at Margrethe,
naar Faust ofrer hende, skal tabe Troen paa den Lære,
hvis Bekender bærer sig, saa grusomt ad. Og hverken
Faust eller Abraham formaar at give det stakkels
ofrede Barn en højere Religiøsitet, der kunde styrke
det i dets Skæbnes afgørende Stund.
Derfor følger som Omkvæd under dette sidste
Stemnings-tilløb :
«Naar Barnet skal vænnes fra, da har Moderen den
stærkere
*) ene, i eu Tilværelses Meningsløshed, uden at kunne,
selv om jeg vilde det, gøre mig forstaaelig for en
Eneste - hvad siger jeg, gøre mig forstaaelig for en
Eneste, nej, der var Tider, hvor det ikke manglede,
-saa man kunde sige «det manglede blot». Tider,
hvor jeg end ikke kunde .gøre mig forstaaelig for
mig selv. Sgnsp. f. min Forfvirks. S. 54.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
