Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
315
Men for at forstaa, at Kierkegaard kunde gøre dette,
er det nødvendigt at dvæle ved hans Forstands særegne
Bygning. Det var en Forstand, som ikke rastede før
den kom til sin Grænse. Jeg brugte det Udtryk om
hans Pande, at den led af en Kildren, som den kun
kunde tilfredsstille ved at løbe mod en Mur. Man
kunde paa lignende Maade sige om hans Følelsesliv,
at han ikke egenlig følte Lysten, før den nærmede sig
til og forvandlede sig til Smerte - Smerten blev ham
en Lyst. Saaledes var det ogsaa med hans Forstand,
han følte den ikke ret. før han stødte paa det
Fornuftstridige (Paradokse).
I den daglige, muntre eller spøgende Samtale var
Paradokset i dette Ords lettere Mening ham en
Art Livsfornødenhed, Underholdningens Salt eller
Kryderi. I sin Betragtning af Livets almindelige
Forhold havde han en Art Tilfredsstillelse af at
opdage hvad man kunde kalde relative Paradokser,
forbløffende Foreteelser,
å
j
som for den eller den Sindstilstand maatte staa som
umulige at fatte. (Saaledes siges det i Enten-Eller
l 121 at et Bedrag er for Kærligheden det absolute
Paradoks.) Thi han delte den hele romantiske
Menneskeheds Foragt for Oplysningstidsalderen og
det dermed følgende Had til det Forstaaelige som
flovt. Det blotte Ord Paradoks virker oplivende
paa hans hele Nervesystem, har en liflig Klang i
hans Øren. 24 Aar gammel skriver han i sin Dagbog,
at Paradokset er «det intellektuelle Livs egenlige
Patos», og alt som hans Liv former sig mere og mere
abnormt og viser Omgivelserne en Yderside, som er
beregnet paa at vildlede, synes det ham mere og
mere at have sit Midtpunkt i det Paradokse. Derfor
hedder det i hans Dagbog (I. 405): «Det er en af de
vanskeligste etiske Tvivl: naar jeg ved at fortie
Noget, kan frelse et andet Menneske for en Smerte,
har jeg saa Lov dertil, eller gør jeg ikke et Indgreb
i hans menneskelige Eksistens? Paa dette Punkt ligger
mit Livs Paradoks; mod Gud har jeg altid Uret, men
er det en Forbrydelse mod Mennesker?»
Fra først af havde Paradokset, der efter hans
Opfattelse var de store Tænkeres Kendemærke, ikke
for ham havt nogen anden Betydning end den rent
menneskelige, Paradokset var «den ufuldbaarne
store Tanke» (E. P. I. 150). Men alt som hans
Ejendommelighed
ellei aftog, eftersom man forgreb sig paa Sagn af
større eller mindre Skønhed og Pyntelighed. Kollegiet
har stemplet sin egen Rettroenhed ved denne leflende
og frygtsomme Appel til Publikums æstetiske Sans.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
