Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
316 Søren
Kierkegaard
udvikler sig, faar ogsaa Paradokset en stedse mere
stødende og bogstavelig Betydning for ham. Nogle
Aar efter hedder det, at Paradokset er Tankens
Lidenskab og at den Tænker, som er uden Paradokset,
han er ligesom en Elsker, der er uden Lidenskab:
en maadelig Patron. «Men, fortsættes der, enhver
Lidenskabs højeste Potens er altid at ville sin egen
Undergang og saaledes er det ogsaa Forstandens højeste
Lidenskab at ville Anstødet, uagtet Anstødet paa en
eller anden Maade maa blive dens Undergang» *). Han
forestillede sig Forstanden som ikke rastende før
den var løbet ud af sine egne Love og til Afsindets,
«det guddommelige Vanvids» Rand. Men det vilde være
en Bevægelse som Mandens, der sprang og sprang for
at springe løs fra sin egen Skygge. Saa umuligt som
dette er, saa umuligt er det for den menneskelige
Fornuft at gøre Springet ud af sine egne Love og ind
i det Fornuftstridige. Det er endda det mindste, at
Paradokset ikke lader sig tænke, Ulykken er, at det
ikke lader sig begrænse, ikke lader sig skelne fra
Nonsens og Selvmodsigelse. Det lader sig ikke skelne
derfra; det lader sig hverken tænke eller fastholde
uden al Tanke i krampagtig Inderlighed, thi det er
som stridende mod Fornuftens Love uforeneligt med det
menneskelige Væsens og den menneskelige Tankes Natur -
paa hvadsomhelst Vilkaar uforeneligt.
Det er nu lang Tid siden, at jeg i et lille
Stridsskrift Dualismen i vor nyeste Filosofi (1866)
forsøgte paa at tilbageføre Læren om det Paradokse
til det Fornuftstridige, hvor det hører hen. Jeg
udtalte der den Overbevisning, at den Tid vil komme,
da Filo-soferne taler om det Paradokse og den Rolle,
det har spillet, som Kemikerne nutildags taler om
Flogiston (Antagelsen af et Brændstof som Grundstof
i Legemerne); jeg tilstod, at jeg kun havde liden
Ærbødighed for Dyrkelsen af det Paradokse som
Grundbegreb hos de Mænd, der efter Kierkegaard
har gentaget hans Orcl. Men i Kierkegaards egen
Mund indgyder denne Lære mig Respekt, den Respekt,
som Sanddruhed og Ærlighed indgyder. Han maatte
overalt opdage Paradokset paa Grund af sin Tankes
Natur. Paradokset er ikke Tankens Lidenskab, men
det var hans Tankes Lidenskab. Thi hans Tanke, saa
mægtig den end var, var ikke normal, den var syg, den
led af en Sygdom, som jeg kun kan betegne saaledes:
der var gaaet Lyrik, gaaet
*) Filosofiske Smuler S. 52.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
