Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
327
sig for Mængden, og Sandhedsvidnernes Maade at
leve paa: «de ubetinget uegennyttige Sandhedens
Tjenere har, siger han her, altid havt for Skik
at færdes meget imellem Menneskene, de har aldrig
leget Skjul med Mængden ... de har tvertimod altid
vist sig ret egenligen i daglige Klæder, levet
med den menige Mand, talt paa Gader og Stræder,
givende Afkald paa al Anseelse ...» Artiklen bøjer
saa fra denne Afvigelse tilbage til Fru Heiberg,
hvis Geni han lader vederfares fuld Retfærdighed,
ifald der ellers gives kritisk Retfærdighed uden
Træk, der betegner den Enkelte som enkelt. Hans
Fremgangsmaade gør ham det imidlertid umuligt at
anføre slige, han nævner end ikke noget Navn; det er
en Skuespillerinde i Almindelighed, han skildrer,
eller rettere en Type af Skuespillerinder, og en
Type som saadan spiller aldrig daarligt. Kierkegaard
besad en vis Art uskyldig Træskhed som ved denne
Lejlighed kan spores. Han omgikkes Fru Nielsen, hvem
han beundrede som Kunstnerinde, og roste gerne hende
paa Fru Heibergs Bekostning. Til andre Tider bar han
sig lige omvendt ad. Som Skribent sagde han først Fru
Heiberg Artigheder i Enten-Eller, saa fik Fru Nielsen
en lang temmelig haartrukken Lovtale i Stadterne
midt i Afhandlingen om Ægteskabet, saa endelig fik
Fru Heiberg nogle Aar efter sin Oprejsning i denne
store Afhandling, i hvis Slutning han da ligesom paa
Dril indflettede en Artighed til Fru Nielsen.
Som sagt, i hans senere Aar er hans kritiske Studier
af mindre Betydning end de første i Enten-Eller var,
om Fremgangs-maaden end er den samme. Hine første
Afhandlinger er uovertrufne af ham selv som af Andre.
Det er ved sit skønne Sværmeri at den om Don
Juan staar saa højt, det Sværmeri for Kunsten,
som var en af den romantiske Retnings ædleste
Ejendommeligheder. Det er en Begejstring, som den med
lignende Veltalenhed om end med mindre. Tankestyrke
ytrer sig i Bettinas Epistel-Hymner over Beethoven
og Goethe eller i den Hoffmann’ske Kreislers
Fortolkninger af de største Komponister. Iøvrigt
er Afhandlingen om Don Juan bygget paa en nu rent
forældet, af Erfaringen uafhængig, Æstetik af
Hegelsk Tilsnit. Operaens Fortrinlighed godtgøres
ved Sammentræffet og Overensstemmelsen mellem de to
Almenbegreber Stof og Form, hvilken Overensstemmelse
efter Forfatterens intet forklarende Forklaring ud
fordres til Klassiciteten, der ikke føres tilbage
til nogen Evne hos Mozart. Det bedste musikalske Værk
siges at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
