Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Danske Personligheder
- Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
328 Søren
Kierkegaard
maatte opstaa, hvor den abstrakteste (o: mest
almene) Idé traf Musikens abstrakte Medium (o:
virkelighedsfjerne Udtryksmiddel), og gennem den
besynderlige Paastand at «den sanselige Genialitet»
er den abstrakteste Idé, der lader sig tænke, naas
der saa til Hovedpaastanden, at vi i Mozarts Don Juan
har den fuldendte Enhed af denne Idé og den dertil
svarende Form.
Jeg har andensteds (i Hovedstrømninger I) skildret
denne Bestræbelse i Tidsalderen efter at finde
ubetingede Mønstre eller Fuldkommenhedsidealer. Den
var et Arvestvkke efter hin af
* *
*
Kierkegaard selv saa stærkt bekæmpede det
Ubetingedes Filosofi. Man skyede det Historiske
og det Relatives Idé. Den historiske Opfattelse,
der ingen ubetingede Mønstre kender, blev skudt
tilside. Man studerede hverken Kunstneren eller
hans Tid; men det store Værk (eller den store
Personlighed) blev Type, der følgerigtigt betragtet
synes at maatte afslutte Kunstens hele Udvikling,
ligesom den ubetingede Filosofi, Hegelianismen,
mentes at afslutte Filosofiens Historie. Saaledes
blev Shakespeare eller Galderen for Romantikerne den
fuldendte Digter. Heiberg havde da nylig bevist,
at Oehlenschlagers St. Hansaften-Spil var den
fuldkomneste Virkeliggørelse af det umiddelbare Drama
i lyrisk Form. Martensen havde efter Datidens Opskrift
eftervist at Oldtid, Middelalder og Nutid hver havde
sin ubetingede eller spekulative Digtning, Oldtiden i
Johannes Aabenbaring, Middelalderen i Diuina commedia
og Nutiden i Faust, og det havde sandsynligvis
foresvævet Kierkegaard at behandle et lignende Æmne,
om end paa en langt genialere Maade*). Nu var Faust
optaget, og han samlede sin Kraft paa Don Juan.
Han var ikke særlig musikalsk; havde han været
det, er det sandsynligt, at han havde fundet langt
mere af sit dybeste Væsen hos Beethoven, hvem han
aldrig nævner, end hos den sorgløse og sprudlende
Mozart. Men beundringsværdigt er det, at han uden
at være musikalsk saaledes har kunnet trænge ind i
Musikens Sjæl. Selve Forgudelsen af Musiken var et
fællesromantisk Træk og jeg har (i Hovedstrømninger
II) forsøgt at vise, hvilke Berøringspunkter der er
mellem Afhandlingen om Don Juan og den almindelige
romantiske Stræben efter at omsætte musikalske
Stemninger i Ord. Men jeg véd ikke af, at
*) Og hvor ulykkelig er jeg ikke - Martensen
har skrevet en Afhandling om Lenau’s Faust.
Juni 1837.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sun Dec 10 04:10:32 2023
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/gbsamskr/2/0332.html
