Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
329
der nogensteds i Literaturernes Historie foreligger en
Redegørelse for Aanden i noget Musikværk, der taaler
en Sammenligning med alt det i denne dybsindige og
begejstrede Lovprisning, der ikke er almindelig
æstetisk Lære, men Omskrivning og Fortolkning af
Musiken. Jeg vil f. Eks. gøre opmærksom paa hvad der
her er sagt om Ouverturen, netop fordi det er mig
umuligt at sætte den saa højt som den af Kierkegaard
sættes, og fordi jeg er overbevist om, at de fleste
Musikkendere vil være enige i at finde den mindre
betydelig, i ethvert Tilfælde langt mindre fuldendt
end han gjorde. Men det gaar hermed som jeg sagde:
skønt han overdriver sin Genstands Betydning udadtil,
ser han indadtil alle dens Forhold:
«Ouverturen begynder med enkelte dybe, alvorlige,
ensformige Toner; da lyder første Gang uendelig fjernt
et Vink, der dog, som om det var kommet for tidlig,
i samme Øjeblik til-bagekaldes, indtil man senere
atter og atter hører, dristigere og dristigere, mere
og mere højrøstet, hin Stemme, der først underfundigt,
koket og dog som i Angest slap med ind, men ikke
kunde trænge igennem. Saaledes ser man stundom i
Naturen Horizonten mørk, skyfuld; for tung til at bære
sig selv hviler den sig paa Jorden og skjuler Alt i
sin dunkle Nat; enkelte hule Toner høres, dog ikke i
Bevægelse, men som en dyb Mumlen ved sig selv - da ser
man ved Himlens yderste Grænse, fjernt i Horizonten
et Blink; hurtigt iler det hen langs Jorden, i samme
Nu er det forbi. Men snart viser det sig igen, det
tiltager i Styrke, det belyser momentant hele Himlen
med sin Flamme, i næste Øjeblik synes Horizonten endnu
mørkere; men hurtigere, endnu mere glødende blusser
det op, det er som om Mørket selv tabte sin Ro og
kommer i Bevægelse. Som Øjet her i dette første Blink
aner Ildebranden, saaledes aner Øret i hint hendøende
Buestrøg den hde Lidenskab. Der er en Angst i hint
Blink, det er som om det i det dybe Mørke fødtes i
Angst - saaledes er Don Juans Liv.»
Det er, som den Læser, der ikke kender Afhandlingen,
straks-vil se, slet ikke fra den tekniske Side, at
Kierkegaard tager Sagen, han prøver end ikke rent
æstetisk Mozarts Evner og Mangler som dramatisk
Komponist; Wagner’ske Indvendinger vilde han neppe
engang forstaa. Forelsket som han er i Tanken om
en ubetinget Autoritet lyder han sit taknemmelige
Hjertes Trang til at gøre Mozart til en saadan,
og giver sin Naturs Til-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
