Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
331
Paa samme Tid som Kierkegaard havde Trangen til at
fremstille sin Smerte ved at have faaet den Elskedes
Død paa sin Samvittighed fra den tragiske Side i
Frygt og Bæuen og Skyldig-Ikkeskyldig, pintes og
pirredes hans Sind af den braaddede Komik i al den
overflødige Pine og Plage, han havde gjort sig for en
ung Piges Skyld, der langt fra (som hun havde ment)
at tage sin Død over Adskillelsen fra ham, meget
hurtigt var bleven en Andens lykkelige Brud. Det var
umuligt andet end at han med sit ualmindelige Blik
for det Komiske snart maatte føle det Latterlige
heri. Han var tilstrækkeligt Humorist til at se den
pudsige Rolle, han selv havde spillet. Frateren
er uudtømmelig i Spotterier over sin som Elsker
bedrøvelige Helt; hans Bekymring for Pigen er rent
Sværmeri, latterlig i sig selv, end mere barok ved
at han gør det Allergaleste. Han, der i Forhold til
hende har paataget sig at ville afskaffe Skæbne og
Tilfælde, har gjort sig selv værdig til bestandig
at blive taget ved Næsen, ligesom han er det ved
adskillige Ytringer om hendes Fremtid, som han til
sin egen Ulykke har lokket ud af hende, og som hun
ikke har tænkt stort ved, da hun sagde dem, medens
han føler sig evigt forpligtet til gentagende dem at
ville tænke Alt derved. Han frembringer i det Udvortes
slet ingen Virkning uden hvad ethvert Mandfolk kunde
gøre lige saa godt, at en Pige vil dø o. s. v., han
kan ikke engang gøre en Pige ulykkelig. Hun derimod
frembringer en uhyre Virkning. Han er til Nar ved
sin ydmyge Ærbødighed ....
Men snart tvinger Sagens Natur og
Selvopholdelsesdriften Kierkegaard til mere og mere i
sit stille Sind at vælte Latterbyrden over paa hende
og ligesom mætte den Trang, der var i ham til «altid
at beholde Latteren paa sin Side», ved at se hendes
Færd imod ham, hendes højtidelige Forsikringer,
hendes Troskab, cia han vilde bryde, og hendes
trods alle de store Ord snart indtraadte Forbindelse
med en Anden som en Hvirvel af Latterligheder. Og
med sit Hang til at almindeliggøre udstrækker han
i visse Stemningsøjeblikke sin Opfattelse af disse
relativt uskyldige og elskværdige Latterligheder hos
den Enkelte til at gælde ogsaa de andre unge Piger,
alle unge Piger, hele Kvindekønnet, og i Saadanne
Øjeblikke haanler han over al den megen Passiar om
evig Kærlighed og den første Kærlighed som evig. I et
saadant Øjeblik er det, at Afhandlingen om Den første
Kærlighed er bleven til med det Uvejr af Latter,
den samler over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
