Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
332 Søren
Kierkegaard
Hovedet paa den af Naturen elskværdige, men ved
Romanlæsning opdragne og forskruede Emmeline.
Anlagt som lian var til atter og atter at dreje og
vende en forholdsvis meget lille Begivenhedsrække
i sit Sind, ser han nu saa at sige ethvert Punkt
i sin Lidelseshistorie afvekslende i patetisk
og komisk Belysning. Det afgørende Vendepunkt i
Lidelseshistorien er dette: (Stadier 306).
«Store Gud . . . jeg finder en Billet affattet med
en fortvivlet Lidenskab; hun kan ikke leve uden mig,
det bliver hendes Død, hvis jeg forlader hende, hun
besværger mig for Guds, for min Saligheds Skyld, ved
hvert Minde, der binder mig [øjensynligt Faderens],
ved det hellige Navn, jeg kun sjældent nævner, fordi
min Tvivl har forhindret mig fra at tilegne mig det,
om end netop derfor min Veneration er for det som for
intet andet [naturligvis Kristi Navn]. Saa er jeg da
altsaa viet til hende. >
Man sammenligne hermed denne Dagbogsnotits
(E. P. 1. 437):
Replik.
«En humoristisk Individualitet træffer sammen med
en Pige, der engang har forsikret ham, at hun vilde
tage sin Død, hvis han forlod hende; han træffer
hende forlovet. Han hilser paa hende og siger: Maa
jeg takke Dem for den Velgerning, De har bevist mig;
maaske tillader De, at jeg viser min Erkendtlighed
(han tager af sin Vestelomme 2 Mk. 8 Sk., som han
rækker hende). Hun bliver stum af Forbitrelse, men
bliver dog staaende og vil imponere ham ved sit Blik;
da vedbliver han: Intet at takke for, det er til
Hjælp til Udstyr, og den Dag, da De holder Bryllup
og først kroner Deres Velgerning, forpligter jeg mig
til ved alt hvad Helligt er, for Guds Skyld og Deres
evige Salighed, at sende Dem andre 2 Mk. 8 Sk.»
Den ligefremme Parodi er tydelig nok. Intet har
øjensynlig pint Kierkegaard mere end hin Besværgelse,
og derfor lader han allerede i Lidelseshistorien
sin forskønnede navnløse Helt, der bindes af den,
værge for sig med den mest burleske Karikeren:
«Det vilde tilfredsstille min Vrede, , hvis det var
en Anden, at se det vitterligt, at disse stærke Ord
og edelige Besværgelser hverken var mere eller mindre
end, reverenter sagt, nogle slemme Opstød, lidt Hikke,
foranlediget maaske ved formegen Romanlæsning, at
disse Dødstanker var Drømme, ikke som Julies hos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
