Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
360 Søren
Kierkegaard
Spasmagernes Sprog, som f. Eks. «Mænder og Koner*,
Anekdoter, der netop da løb rundt i Kjøbenhavn,
som f. Eks. Boghandler Soldins: «Rebekka, er det
mig, som taler?», Vendinger, der ellers undgaas
i Bogsproget, som f. Eks.: «hvor Satan skulde der
kunne være et Enten-Eiler i Metafysikenb dristige
Citater af Holberg, Indblanding af tyske og latinske
Ord, Sammenligninger hentede fra de mest dagligdags
Forekomster som Sildestimer og Dyre-havsture, det
er det Kryderi, hvormed den teologisk-filosofiske
Tankestrid er saa stærkt oplivet, at man vilde kunne
nyde selv en endnu mindre nærende Ret, naar den var
anrettet paa saa pirrende Maade.
Medens de æstetiske Arbejder udmærkede sig ved Stilens
Lidenskabelighed, led de nys gennemgaaede moralske
Afhandlinger under en kunstlet Højtidelighed og
Værdighed i Foredraget. Saa originalt Kierkegaards
Udtryk for Lidenskab end er, saa affekteret kan hans
Patos klinge. Han havde faaet sit Ideal af højtidelig
Stil fra den daarlige gamle danske Bibeloversættelse,
hvilken han var for autoritetstroende til ikke at
ære og efterligne, og derfor bruger han i høj Stil
Ordformer som «naturligen», «værdeligen», «haver* og
andre. hieratiske Udtryk i den Mening, at de klinger
pompøst. Ja han ynder i de moralske Afhandlinger
en saa stivbenet Stil, at han f. Eks. lader sin
Assessor, efter at have udviklet Læren om, at Kvindens
væsen-lige Skønhed først kommer med Aarene, gøre
Overgangen til et følgende Afsnit med denne Vending:
«Nu forlader jeg den Bedagede, hvis Selskab jeg dog
visseligen ikke flyr> - et Afskeds-buk for de gamle
Damer og en Slutningsvending som naar en gammel
Kavaler undskylder sin Bortgang med Hjertesukket:
Hvor behageligt Selskabet end er, saa maa jeg dog
tilforladeligt videre idag.
Johannes Climacus anslaar en anden Tone.
Den gammeldags højtidelige Stil passede ikke, hvor
det gjaldt at drille og kildre og pirre de belærende
Sjæle, de Vismænd, som svor ved en Mesters Ord, indtil
de nøs og sprang og vred sig og lo og forraadte, at
de langt fra at være den rene Tænken kun var stakkels
belæste Spidsborgere, der paa Hegelsk Vis forsonede
eller «medierede* de største verdenshistoriske
Modsætninger som Hedenskab og Kristendom, Religion
og Filosofi, paa Papiret uden selv at have oplevet
det Ringeste, der kunde bringe dem til at kaste sig
over paa en af Siderne, da de i Virkeligheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
