Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
370 Søren
Kierkegaard
i høj Grad vildledende og vrange. Selv en saa dybt
indgribende historisk Kendsgerning som de moderne
europæiske Literaturers gradvise Frigørelse fra
de bibelske Synsmaader og den kirkelige Aand
er han fuldstændigt blind for. Det blev ovenfor
bemærket, at han som Kritiker løsrev sin Genstand
fra den historiske Sammenhæng og stillede den paa en
Isolerskammel for at værdsætte den; man begriber nu
Aarsagen dertil. Han saa’ ikke de brede Strømninger
i Literaturens og Kunstens Historie, kun de enkelte
isolerede Punkter, der for hans Øjne ikke dannede
nogen Figur. De store frifødte Aander i de moderne
Literaturer maa han enten fordømme eller han maa
underskyde dem sine egne Synsmaader for at kunne
nærme sig dem fortroligt:
Den Schlegelsk-Tieck’ske Shakespeare-Oversættelse
læser han atter og atter, han forstaar det Patetiske
hos Shakespeare som Faa, men han forstaar Intet af
Renæssancens Aand i ham og udtaler derfor gentagne
Gange sin Forundring over, at denne Digternes Konge
aldrig har indladt sig paa at fremstille de egenlig
religiøse Sammenstød og Kampe. Han har intet Blik for
den Storhed i Shakespeares Aand, der hævede ham saa
højt over hans Tidsalders Brydninger mellem Katoliker
og Protestanter.
Han er uudtømmelig i sine Ytringer af Kærlighed og
Taknemmelighed mod Lessing. Han følte et Slægtskab
med denne overlegne Tænker og Digter, mod hvis Natur
det stred at udtale sig forkyndende og belærende,
saa længe det, han havde paa Hjerte, lige saa godt
lod sig udtrykke som et Spørgsmaal, en Tvivl,
en Spøg, en Fabel. Men hvorledes har han ikke i
sin Fremstilling vendt op og ned paa .Lessings
Livsanskuelse, og faaet lige det Modsatte ud af
den! I hans Fremstilling bliver Lessing til en i
dyb Ukendelighed hyllet. S elvtænker, om hvem det
bestandig er muligt at antage, at han paa Bunden af
sin Sjæl var rettroende. Lessing! den aabne, frejdige,
uforfærdede Lessing! Spinozas Lærling, Mendelssohns
Ven, Goethes Lærer! Lessing, hvis evige Ære det er
at have kæmpet Voltaires Kamp i Tyskland uden at have
ladet sig henrive af Krigerlidenskaben som Voltaire!
Og Opfattelsens Unøjagtighed gentager >cig i Smaat
som i Stort. Lichtenberg forvanskes som Lessing. Han
anføres etsteds i Stadierne og Citatet skaber ham
om: «Gud skabte Mennesket i sit Billede, til Gengæld
danner Mennesket Gud i sit, siger Lichten-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
