Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
369
uendelig dumt.» Hvis Gud, siger han, gik om med
en Stok i Haanden, saa vilde det især gaa ud over
dem, der iagttager ved Hjælp af Mikroskopet. At
Naturforskeren er hyklerisk, er efter ,hans Opfattelse
tydeligt nok; thi «hvis man vilde sige til ham, at
ethvert Menneske dog har nok i Samvittigheden og i
Luthers lille Katekismus, saa vilde Naturforskeren
rynke paa Næsen.» Hvorfor? Fordi han ^fornemt
vil gøre Gud til en knibsk Skønhed, til en Satans
Kunstner, som ikke Enhver kan forstaa.» Og dette
mod Naturvidenskaberne rettede Oplysningshad naaer
sin Højde i den Vending, at «Naturforskeren bruger
Mikroskopet ligesom Lapse bruger Lorgnetten*, kun at
Frækheden er uendelig meget større, da han bruger sin
Lorgnet «mod Gud». (Eft. Pap. II. 738 ff., 743.) Havde
Kierkegaard oplevet Darwinismen, kan man desværre være
sikker paa at han uden Blik for denne paa Aandens som
paa Naturens Omraader vejledende Gisnings Storhed
vilde have været blandt de Ivrigste til at opfinde
Vittigheder om Menneskets Nedstamning fra Aben og de
andre Par Stikord, som fra Naturforskernes Arbejder
er trængte ud i den teologisk opdragne Hob. Enhver,
der i sit eget Sind forgæves har tumlet med de Tanker
og Forestillinger, som hin Gisning klarer, Enhver,
som efter Studiet af Kants Kritik der Urtheilskraft
har grubiet over Naturformaalet uden at kunne
slaa sig til Ro ved Kants Besvarelse af det store
Spørgsmaal, har sikkert modtaget den Darwinske Lære
ved dens Fremkomst som et befriende Ord, selv om
han ikke deri har fundet Livets Hemmelighed røbet;
Kierkegaard omvendt kunde ikke tilegne sig Darwin
uden at opgive den Opfattelse af Natur og Historie,
hvori han havde fundet alle Gaaders Løsning.
Thi som den lysfjendske Uvilje mod Naturvidenskaben
er hans ene Grænse, saaledes er den fuldkomne Mangel
paa Sans for Historiens Udviklingsgang den anden. Han
havde jo i sine Smuler udviklet, at en Historiens
Filosofi var umulig, og dermed var Begrebet om en
historisk Udvikling fornægtet. Det kulturhistoriske
Fremskridt maatte tilmed være ham en Uting allerede
fordi med Kristendommens Indførelse i Verden det
Højeste var naaet. Og saaledes havde han i Grunden
selv umuliggjort sig det at se historiske Foreteelser
i deres Forhold til de Forudsætninger, der forberedte
dem, og i deres indbyrdes Sammenhæng. Dette viser
sig i hans Domme over store Skribenter, der mangler
ethvert literaturhistorisk Grundlag og derfor tit er
G. Brandes: Samlede Skrifter. II.
24
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
