Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
372 Søren
Kierkegaard
dens politiske Udvikling. Hvad han atter og atter
spotter under Navn af «Tidens Fordring», det er ikke
blot de Latterligheder, som i alle Tidsaldre pyntes
med dette Navn, men selve det moderne Aandsliv. Hans
Foragt for Tidens store og smaa Profeter forhindrer
ham imidlertid ikke i af og til selv at spaa; han
spaar rent galt, og det forhindrer ham atter ikke i
at rose sig af sine Spaadommes Rigtighed. Datidens
paa Fornuftgrunde byggende Tænkere bekymrede sig
ikke stort om et Dementi fra Kendsgerningernes lave
Verden. Hegel selv begyndte jo sin videnskabelige
Bane med at forfatte en Disputats om Planeterne,
i hvilken han paa Forhaand vilde bevise de Keplerske
Love og i hvilken han da ogsaa beviste saa klart som
2 og 2 er 4, at der ikke kunde ligge nogen Planet
mellem Jupiter og Mars. Ikke desmindre blev lige i
de samme Dage Ceres opdaget af Italieneren Piazzi,
uden at Hegel af dette Ulykkestilfælde lod sig
lede bort fra sin videnskabelige Fremgangsmaade. I
Kierkegaards Bog om Fru Gyllembourgs To Tidsaldre,
der fremstiller Nutidens politiske Færd som aldeles
forpjattet og intetbetydende, forekommer disse Ord:
«Et Oprør vilde i Nutiden være det Utænkeligste af
Alt; en saadan Kraftytring vilde forekomme Tidens
beregnende Forstandighed latterlig». Dette skreves
i Marts 1846. I Marts 1848, nøjagtigt to Aar efter,
hændte som bekendt «det Utænkeligste af Alt» i Paris,
Berlin, Wien, Rom, Ungarn, Polen, Danmark. Lige
fuldt roser Kierkegaard senere netop Skriftet om
To Tidsaldre for at det indeholder «en Tegning
af Fremtiden, hvilken Aaret 48 ikke gjorde til
Usandhed**).
Hin Mangel paa Sans for den historiske Udvikling
blev saaledes til Mangel paa Virkelighedssans overfor
hans Samtid. Han havde af den moderne Literatur kun
studeret Tysklands, særlig den romantiske Literatur
i dens forskellige Forgreninger, og naar
*) Om min Forfattervirksomhed, S. 11. Sgnsp, f. min
Forfvirkshed, S. 48.
Fra selve Aaret 1848 forekommer en i Kierkegaards Mund
forbavsende Udtalelse: «Skylden for det Hele bærer
et indbildsk, halvstuderet, ved Presse-Smigrerier
demoraliseret Bourgeoisi, der i Egenskab af Publikum
mente at skulle regere. Men maaske aldrig i Historien
er det set, at Nemesis kom saa hurtigt; thi i samme
Nu, paa samme Klokkeslet som Bourgeoisiet afgørende
greb efter Magten, rejste 4de Stand sig. Nu skal det
rigtignok hedde, at den er den Skyldige, men det er
usandt; den er kun det uskyldige Offer, over hvem det
kommer til at gaa ud; den bliver skudt ned, forbandet
- og det skal være Nødværge.?) (E. P. II. 486.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
