Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
375
der gøres for at bringe gammeldags mangetydige Ord
til at betyde noget vist Enkelt Anstrengelser,
som erindrer om sindrige Juristers spidsfindige
Lovfortolkning. Jeg henviser som Eksempel til Talen om
Pælen i Kødet. Dette tvungne Forhold til Bibelteksten
hæmmer Talens Frihed med Hensyn til Undersøgelse af
Sjælelivet. Den tør som opbyggelig aldrig ophøre at
være bibelsk, altsaa aldrig være anvendt Videnskab.
Faa den anden Side tør den som opbyggelig aldrig
blive digterisk, aldrig Poesi. Den tør skildre
alle Sjælstilstande, men aldrig for et enkelt
Menneskes Vedkommende, aldrig med Virkelighedens
fængslende Liv. Da den nu hverken tør være almen
som Videnskaben eller individuel som Poesien, saa
har den kun en Bastardart af Fremstilling tilbage,
den halvt almene, halvt individuelle. Talen skildrer
ikke, hvad Uret vil sige, den fremstiller ikke
heller en enkelt Forurettets Liv, men den vælger
det Mellemliggende at udmale «-den Forurettedes»
Eksistens. Man læse f. Eks. Talen om Bekræftelsen
i det indvortes Menneske, hvis forskellige Afsnit
begynder: Betragt ham, den Bekymrede - betragt ham,
den Forsøgte - betragt ham, den Begunstigede - og
saaledes umuligt kan undgaa tomme Almindeligheder.
Og dog er der en skarp, streng Stil i disse
Taler. Ikke sjældent naaer de glimtvis op i Højde
med de Bøger, Kierkegaard udgav under Navneskjul;
ja den iblandt dem, som fører Titlen Ved Anledningen
af en Brudevielse og som svarer til Afhandlingen om
Ægteskabet i Enten-Eller, staar i sin Helhed ved Adel
og Aand betydeligt højere end det pseudonyme Indlæg.
Med Udgangen af Aaret 1845 havde det hele
Forfatterskab da naaet en foreløbig Afslutning.
Det var Slutningen af Christian den 8des
Regering: Adam Homos Tid. Paa Tronen, øverst
oppe: Forfængelighed, Dilettanteri, Stædighed
og Svaghed. I Aandsaristokratiet: Foragt for den
politiske Bevægelse i Mellemklasserne. I Ungdommen:
en utaalmodig Trang til politisk Frihed. Den bedre
Del af Pressen frugtesløst oppositionel, og nederst
nede Kaadheden i Corsaren. Hvad var Corsaren’* Det
var et Organ af den Art, som dets Venner kalder et
Vittighedsblad, dets Uvenner et Smudsblad og som en
Tid lang kan være det populære Forargelsens Tegn i
en By. Bladet havde det store Fortrin at være ledet
i frisindet Aand, at være rettet lige mod Enevældens
Parykvæsen og Autoritetstro, og havde deri en lignende
Undskyldning for sine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
