Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
389
Hertil slutter sig de i Aaret 1848 udgivne Kristelige
Taler, i hvilke man fortrinsvis bør mærke Talen:
Det er dog saligt at lide For-haanelse for en
god Sag, soni danner Overgangen til Kierkegaards
senere Skrifter. Den Forhaanede, hedder det her,
skyes som en Spedalsk; skønt han er et Sandhedens
Vidne, har han. aldrig levet æret og anset, han har
levet foragtet, forfulgt, bespottet, saa længe han
levede. Og den Gang han levede, da var det de Ærede og
Ansete, som foragtede ham, «ligesom det nu er de Ærede
og Ansete, der prise hans Navn.» (Kristelige Taler
III. 78 ff.) Kierkegaard fremhæver det Forfærdelige
i, at det er blevet en ganske almindelig Vittighed,
den, at hvis Kristus nu kom til Verden igen, saa
vilde han atter blive korsfæstet; og dog «falder
det Ingen ind at blive opmærksom paa dette Blændværk
med Kristenhedens Han fremhæver da Nødvendigheden af
ikke at holde det Kristelige paa Afstand, men gøre
det ret nærværende for Samtiden.
I Indøvelse i Kristendom løste han selv den Opgave,
han havde stillet.
Jeg anser denne Bog for et af hans ypperste
Skrifter, og det er overhovedet et ved Skarpsind og
Sandhedskærlighed udmærket Værk. Den, hvis Tid ikke
tillader ham at læse meget fra Kierkegaards sidste
Livsafsnit, bør læse det grundigt og kan da i det
finde hans hele Tankegang og Følelsesliv. Kierkegaard
havde til Gengæld for sin Mangel paa historisk Sans
den skarpeste, genialeste Evne til at gøre sig
til samtidig med enhver Situation. Medens Sansen
for Stedsfarven fattedes ham fuldstændigt, var den
udviklede Sans for den almindelige Situation en af
hans beundringsværdige Ejendommeligheder. Det var den
samme Sans, som de romerske Historieskrivere og de
franske Digtere fra det 17de Aarhundrede besad. Det
var ogsaa paa Grund af denne Sans, at han fandt
Scribe værdifuld. Det var den, han lagde for Dagen
i sin Skildring af Abraham i Frygt og Bæven, hvor
den manglende Steds- og Tidsfarve erstattes af den
Magt, hvormed Situationen er hensat. Med samme Kraft
fremstilte han Kristi Liv.
Den Kristus, han maler, det er ikke den forklarede,
ikke Rafaels Gudebarn eller Thorvaldsens skønne
Forsoner, men en Kristus, som Rembrandt har malt ham,
det ringe Menneske, de Arbejdendes og Besværedes Ven,
i Dragt Ira Malerens egen Tid
Den Kristus, som hos ham siger: «Kommer
hid til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
