Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
408 Søren
Kierkegaard
ligere havde Grund til at tro. Vi ser at han endnu i
1849 ikke var videre, end at han bestandig syslede
med Tanken om at søge Embede, endda som Præst, med
det Forsæt, nu, da hans Formue er taget stærkt af,
at ophøre med Forfatterskabet og i Tide sikre sig
mod Bekymringer for Udkommet. Naar han dog lader være
dermed, er det ikke af ideelle Grunde, men formedelst
det Tungsind, der «næsten er en stille Sindssvaghed»
og formentlig gør ham uskikket til Embedsmand. Han maa
have et Embede, han tør ikke udsætte sig hensynsløst;
det modsatte vilde være «at friste Gud»:
Nej, nej, naar jeg ikke har Formue, maa jeg sikre mig
ved en Embedsstilling eller paa anden Maade, hvad
jeg altid har tænkt mig - mere formaar jeg ikke o:
at gaa længere ud er for mig at friste Gud .... I
mine Tanker er det at friste Gud, naar jeg med min
Forvænthed ved at have havt Formue, nu med denne nye
Fare vilde vove efter en Maalestok, som ikke hidtil.
Mangen Præst i Folkekirken har maaske, da Kierkegaards
Angreb paa Standen skete, følt Lyst til at nedlægge
sit Embede, men har ogsaa ment, at dette vilde være
«at friste Gud». Den, der kender de Kierkegaardske
Opbyggelsesskrifters Udtalelser om Næringssorg, vil
imidlertid ikke uden Forbavselse læse hine Ord saa
vel som følgende Bekendelse:
Den økonomiske Bekymring kom mig pludselig og altfor
nær. To saa uensartede Vægter som Verdens Modstand
[nærmest Eftervirkningerne af Corsarens Artikler]
og Sorg for Udkommet kan jeg ikke løfte paa én
Gang. Det var min Tanke, da jeg lejede Lejligheden i
Tornebuskegade, at leve der et Halvtaars Tid, stille
tænkende over mit Liv og saa søge Embede. Da bryder
pludselig Forvirringen løs. Det var en Tilstand i et
Par Maaneder, som ejede jeg maaske i Morgen ingen
Ting, men var bogstavelig i Penge-Forlegenhed. Det
tog svært paa mig.
Mangen En, der aldrig har tillagt sig en Troens
Ridders Uanfægtelighed af det Timelige, har vel
«bogstavelig været i Pengeforlegenhed» og dog udholdt
større Modstand fra Omverdenen end den, Kierkegaard
mødte.
Som «Replik af en digterisk Individualitet* følger
saa nogen Tid senere en Henvisning til Den? der nærer
Bekymring for sit Udkomme, om at gaa til Tugthuset og
indhente Oplysning om, hvor meget et Menneske behøver
for at leve. Man sporer Overgangen i Kierkegaards
Sind fra en fantastisk Angst til et fan-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
