Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - H. V. Kaalund (1818–1885)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
444
H. V. Kaalund
lidt, som man efter hans Katekismus har Lov til at
være eller gøre, hvis man vil kaldes sund. Han er
i dette Punkt med alt sit formentlige Frisind saa
snever som en gammel Maler af den Høyenske Skole.
At hans Fremgangsmaade som Opdrager for Fanger
var den bedste, har man derfor Grund til at
betvivle. Rimeligvis var hans Aand altfor doktrinær
til dette Hverv. Han fortalte selv en Dag, hvorledes
han havde udskammet en Fange som affekteret og
forskabet, der paa sin Tavle havde skrevet Sætningen:
«Der er ingen Gud til.» Kaalund hørte til dem, der ser
Affektation i det Meste, de ikke synes om. - Til En,
der bad sig fritaget for at tiltales med sin Titel
(hvilken Kaalund haardnakket gav ham) og det med den
Vending, at denne Tiltaleform var saa unaturlig,
svarte han lidt opirret: Tror De ikke, at man kan
blive affekteret af lutter Angst for Unatur?
Hvorhen han saa’, saa’ han da lutter mat og sygeligt
Hverdagsliv, og saa hed det snart O var jeg en lystig
Jæger!, snart Til Trankebar l Til Trankebar! A/:, hvo
der dog en Sømand var! I Virkeligheden længtes han
ikke saa meget langt bort. Hans Ideal var nationalt
og beskedent og nærliggende:
O min Lyksaligheds Ideal!
Ej nogen glimrende Marmorsal!
Ej Gulvet bonet derinde!
En venlig Stue, en Bogreol,
Et gæstfrit Bord og en Lænestol! -
Og saa tilsidst, alle Ønskers Sol,
En from og elskelig Kvinde!
Men han havde som ung Mand Anfægtelser, hvor
dette ikke var ham nok, hvor han følte sig som
den oprindeligt Vilde, der havde lovet sig selv,
at de Andre ikke skulde faa ham tæmmet, og som
derfor nu, naar han teede sig som en skikkelig Fyr,
i Virkeligheden kun var den vilde Huron, der røg en
Fredspibe med sin Fjende (Fredspiben),
Det blev ved Stemninger, Tilløb, Opsving mod
Natur-Vildskaben. Vistnok kom Anfægtelserne igen, især
som Aarene gik og han nødtes til at lukke sig inde i
sit strenge og ked? somme Kald som Fængselslærer; man
ser af Digtsamlingen En Eftervaar, hvor ofte han har
dvælet ved Forestillingen om en mægtig, vild Natur,
der tragisk er bukket under for Civilisa-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
