Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Fr. Nutzhorn (1834–1866)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
496 Frederik
Nutzhorn
A7æsen var han som Kritiker fortrinsvis antikritisk,
gendrivende, genoprettende. Saaledes viste det Danske
i hans Sindelag sig ogsaa i hans videnskabelige
Bestræbelse, modsat den tyske Filologis dristige,
men til løse Gisninger tilbøjelige Udvikling.
Grundtrækket i hans Forstand var Raskhed, Lethed,
Hurtighed. Han havde en sjælden Gave til med et
Øjekast at finde sig tilrette og komme ind i en Sag;
han fik i yderst kort Tid et fuldkomment Overblik
og formaaede ved en betydelig Evne til at forbinde
og opføre at danne sig en tydelig Forestilling
om et Hele selv af meget sparsomme Antydninger;
og denne aandelige Stedsans betegnede ham ikke blot
som Videnskabsmand, men stod ham bi i Livet. Kom han
saaledes end fra et Hjem, der holdt en Del igen mod
Tidsaandens Strømning, følte han sig dog straks ved
sin Indtrædelse i Studenterverdenen aldeles hjemme
og fuldstændig retledet. Han var – modsat de fleste
fremmelige Naturer - straks ung med de Unge, straks
fra Begyndelsen af baade i nationale, literære og
politiske Sympatier i ungdommelig men indsigtsfuld
Forstaaelse med sin Tid og dens Stræben. Hans Aand
var meget frugtbar og hans Frembringelses-drift i
bestandig Fart. Saasnart han fæstede sin Opmærksomhed
paa en Sag, straks strømmede da en Mængde Indfald
til, overraskende Opfattelser, interessante
Overensstemmelser, Sammenligninger hentede fra hans
store Kundskabsforraad; men denne Rigdom medbragte
ikke selv sin Form; det var en Strømning som en Flod,
der medfører Guldstøv, men det kostede ham Umag at faa
udskilt og lutret hvad han vilde beholde. Han drejede
og vendte enhver Sag saalænge, til han bemærkede
næsten alle mulige Synspunkter. Han havde næppe
nævnet én Grund for en vis Betragtning, før han, endnu
inden nogen Anden fik sagt sin Mening, selv nævnte ti
Grunde imod, Dette gav hans Tale en vis Usikkerhed
og Uro og undertiden et Skin af Forvirring. Dog det
var ikke Foivir-ring, men altfor udviklet, man kunde
sige ensidig udviklet Alsidighed: han forstod ikke
ret at slaa Knude paa Traaden, at sige Stop og Holdt,
med hele Personlighedens Samtykke at slaa sig til Ro i
en formbestemt Ensidighed; tiltrods for sin æstetiske
Dannelse manglede han en skærpet Formsans, savnede
en vis sund og gavnlig, man véd ikke ret, om man
skal kalde det Be-grænsethed eller Begrænsning. Han
skrev meget bedre end han talte. Hans Stil var, om
end ikke genriemformet, dog rask, frisk, klar uden
Søgthed eller Snirkler, men ligesom han dannede sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
