Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Jens Paludan-Müller (1838–1864)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
502 Jens
Paludan-Muller
Et Par Minutter efter holdt en smuk Vogn med to fyrige
Heste for Døren. Vi steg op, og idet Pastoren med
øvet Haand kørte de to raske Brune rundtom Plænen
til Porten, slog han med Pisken et Knald - et Knald,
som jeg aldrig i mit Liv havde hørt det - der var
et formeligt Frydeskrig deri, al Befrielsens Jubel,
og alt som vi kørte til, kørte op gennem Maibølle,
vedblev det Knald i Knald: Farvel! du gode, gamle
Præstegaard, farvel du elskede Menighed, Knald! Farvel
du gode, rare Mutter med dine Hængekrøller! Farvel
I syv allerkæreste Smaapiger, der er snydte ud af
Næserne paa hverandre, Knald! Knald! Vi kører herfra
til den store By, til Stiftets Hovedstad, til festlig
Lyksalighed, til Ungdommens Munterhed, til Lysenes
Glans, til Glassenes Klinken, til Pigernes bare
Skuldre og Halse, til Dansens herlige Lyst, Knald,
Knald, Knald!! til selve Klubballet i Maribo, Knald!
Jens og jeg saa’ paa hinanden; Præstens Henrykkelse
forøgede vor Forventnings Fryd. Det var en herlig
Fart, og henad Aften var vi da i Byen. Nu gjaldt det
at være om sig og faa Balklæder. Pastor Broge tog,
saa snart vi var komne ned af Vognen, et Skøn over os
begge, over Jens’es Længde og mit Middelmaal, sendte
saa ham til Byens Præst og mig til Byens Degn for
uden videre at bede de Paagældende have den Godhed
at laane os deres Galadragter.
Jeg begriber næppe nu, hvorledes jeg fik Mod til at
indføre mig selv hos Degnen, Hr. Panduro, i et saadant
Ærinde. Men vist nok er det, at jeg uden videre gik
til ham, der befandtes at være en meget human og
dannet Mand, mørk som en Spanier, som uden ringeste
Studsen eller Betænkelighed gik at hente sine sorte
Klæder til et ungt Menneske, hvem han fem Minutter
før aldrig havde set eller hørt nævne.
Det viste sig desværre, at vi dog var mindre ens af
Skabning, end Pastor Broge havde skønnet, da han ude
paa Torvet havde mig alene for sig. Hr. Panduro var
ikke saa lidt højere end jeg og imod min Tyveaars
Tyndhed var hans vel trediveaarige Bankhed næsten
Gorpulence. Det saa’ ved første Blik ret nedslaaende
ud; men Hr. Panduro forsikrede mig, at Alt vilde passe
fortræffeligt, og han var elskværdigt nedladende nok
til selv at klæde mig paa i det halvmørke Værelse,
hvor vi stod. Jeg fik først de sorte Bukser paa;
de var nok lidt for lange, men han mumlede noget om,
at derpaa skulde han med Lethed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
