Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Jens Paludan-Müller (1838–1864)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jens Paludan-Muller
503
bøde. Han bandt mig sit store, hvide Halsbind om
Halsen og forsikrede, det klædte mig fortræffeligt,
hængte Vest og Kjole paa mig, rakte mig et lille
Barbérspejl, hvori jeg Intet kunde overskue,
erklærede mig endnu en Gang, at det Hele var lykkedes
fortrinligt, bad mig ikke glemme, at han lod Yderdøren
staa aaben hele Natten igennem, saa jeg ved Morgengry
selv kunde lukke mig ind, skifte Klæder og gaa min Vej
uden Farvel - og puffede mig saa venskabeligt ud af
Døren, idet han angav mig Vejen til Klubben, som jeg
straks vilde kunne kende, saa oplyst som Huset var.
Da jeg ankom, var Ballet alt i fuld Gang. Men aldrig
glemmer jeg det Skue, der mødte mig, den Flovhed,
der greb mig, da jeg gaaende op ad Trappen pludselig
kom til at se en meget ung Herre gaa lige imod mig i
et Spejl, der viste ham fra Isse til Taa. Hans Sko var
støvede og bar Vidne om en halv Dags Fodvandring. Hans
Bukser, der var latterligt vide, var tillige saa meget
for lange, at de var smøgede et rigeligt halvt Kvarter
i Vejret. Hans Vest var ikke snøret ind, og kunde
ikke snøres saaledes ind, at den sluttede til Kroppen;
det stive Halsbind kværkede ham, og Kjolens Liv naaede
til midt paa hans Laar, medens dens Snipper rakte ned
til hans Ankler. Dog alt dette havde lidet at sige,
hvis det ikke ni ed skrækkelig Klarhed havde staaet
for mig, at denne Jammersldkkelse, denne vandrende
Umulighed - det var mig.
l det samme saa’ jeg Jens komme mig i Møde, sømmeligt
omklædt, ikke i mindste Maade latterlig; Præsten og
han havde passet Klæder sammen som Tvillingbrødre. Han
trak mig ind i Salen og - saa underligt det nu
forekommer mig selv - fem Minutter efter havde jeg
ganske og aldeles glemt mit sørgelige Kostyme og var
kun opfyldt af at sikre mig en Dame til Bords og en
anden til den nu begyndte Dans.
Vi forestillede os straks selv for Byens Damer og
udbad os naturligvis høfligt deres Navne. Men der
kom vi ilde an. Thi de opfattede det som en Art Gøren
Nar; de tvivlede ikke om, at vi vidste, hvem de var;
alle i Maribo vidste jo, hvem de var. Paa mit første
Spørgsmaal fik jeg Svaret: «Gud! Véd De ikke det: jeg
er jo Apotekerens Datter.» Der var en eneste, ganske
køn Dame i den glade Gaaseflok; de andre var kluntede,
kluntede, som ingen i Kjøbenhavn er kluntet.
Jeg saa’ det og saa’ det dog ikke; havde
paa én Gang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
