Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Jens Paludan-Müller (1838–1864)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
506 Jens
Paludan-Muller
Foran Bogen om Gulland, til hvilken hans Fader har
føjet et kortfattet Levnedsløb af Sønnen, findes et
Portræt af ham, der giver en nogenlunde Forestilling
om hans Ydre. Han var høj, sværlemmet, muskelstærk,
med et mægtigt bølgende, kulsort Haar og et yppigt
sort Kindskæg. Men han saa’ ikke nær saa korrekt ud
som paa Billedet, holdt sig ikke rank, men bar sit
forholdsvis lille Hoved med de betydelige Træk, som
sad paa det stærke Legeme, noget foroverbøjet. Han
var i høj Grad tilbageholden, forbeholden og overfor
Fremmede forlegen. Han syntes kejtet, saa’ næsten ikke
paa en, han ikke kendte; derimod glimtede der stadigt
noget Sjælfuldt frem i hans Blik, og jævnlig kom der
Blink af Skelmeri og Lune deri, naar han samtalte med
sine Venner. Alt i alt var han en Personlighed, hvem
ingen helt oversaa, skønt han kun var 26 Aar gammel,
da han døde
Der var en Grundsum af Tungsind og Lidenskab i hans
Natur. Han var pirrelig i den Grad, at han ikke gav
sig den Ulejlighed nøjagtigt at forstaa, hvad der
var blevet sagt, før han ansaa sig for krænket. En
Aften, da En anførte det bekendte Bibelsprog «Gudernes
Sønner steg ned til Menneskenes Døtre», sagde jeg den
uskyldige Trivialitet: «Det klinger svært hedensk.»
Denne for hans Opfattelse gudsbespottelige Ytring
faldt hvor vor «Bande» havde sine Sammenkomster,
i Stue-Etagen i Ehlers’ Kollegium. Med et Sæt var
Jens ude af Døren og fo’r i Firspring op paa sit
Kammer, der laa højere oppe i Huset. Sligt skete ikke
sjældent. Naar han saa, beroliget ved en eller anden
Deputation, i rask Løb kom tilbage iblandt os, lød det
(som en Kammerat en Aften træffende bemærkede) «som
om en Sæk Kartofler blev styrtet ned ad Trapperne^.
Mellem Jens Paludan-Muller og den, der med sine
17 Aar var den Yngste af Banden, opstod straks
et eget sirligt Forhold. Den Yngre behandlede ham
selvfølgelig med den Agtelse, han nærede for hans
Alder, Kundskaber, Dannelsesgrad. -Jens viste til
Gengæld en ganske tilsvarende Respekt, der syntes
dikteret af det latinske Ordsprog: Drenge skylder man
den højeste Ærbødighed. Men den Syttenaarige, der ikke
havde saa meget som et Knurhaar i Ansigtet, følte sig
mere foruroliget end smigret, da han faa Uger efter
at have gjort den høje, sort-skæggede, bredskuldrede
Mands Bekendtskab modtog til Foræring en lille Bog,
paategnet «med Ærbødighed og Beundring fra» o. s. v.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
