Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - J. P. Jacobsen (1847–1885)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
4
J. P. Jacobsen
det at stemme Sproget om. Nu gives der i Ordets
Kunst tilsyneladende Virtuoser, hvis egenlige
Kald er en Stemmers; de stemme og bestemme Aander
og Literaturer for et helt Tidsrum (Lessing og
Herder var Saadanne «Stemmere»). Naar disse tidligst
optrædende i en Gruppe har begyndt Arbejdet forfra for
eget Vedkommende, saa viser det sig, tit til deres
Overraskelse, at de har arbejdet ikke blot for sig
selv, men for hele deres Slægtled og i Regelen for
det følgende med; thi de senere fremtrædende finder
banet Vej, det nyformede Sprog falder dem naturligt og
mundret; de maa ganske vist tillæmpe og udvikle den
nye Sprogstil efter deres Personlighed og Behov, men
den falder i deres Haand som et naturligt Redskab.
Forposterne for den Slægt, der omkring Aaret 1870
optraadte i dansk Skønliteratur, havde et haardt
aandeligt Arbejd. Da de efter et stort og vanskeligt
Brud med Overleveringen var nogenlunde paa det
Rene med hvad de havde at meddele deres Samtidige,
viste det sig, at hverken det filosofiske eller
det almindeligt literære Sprog, som de foregaaende
Slægter havde udformet, kunde bruges videre frem. Sete
fra Ungdommens Standpunkt viste de uhyre Forskelle
mellem de Enkelte i den ældre Slægt sig forsvindende
i Sammenligning med Fællesskabet Modsætninger som
Grundtvig og Kierkegaard mødtes i det troende Forhold
til det Overnaturlige og i Prædikentonen. Det fælles
Hang. som havde ført hin Slægt til Gudstro eller
aabenbaret Religion, til spekulativ Filosofi,
til idealistisk Poesi, havde sammenstemt alle
disse Modstanderes og Modsætningers Sprog, og
saa uensartede som Oehlenschlager, Grundtvig,
Hauch, Ingemann, Heiberg. Hertz, Paludan-Müller
og Andersen var, behøvede man dog kun at tage et
femfodet jambisk Vers af hver af dem for at finde
Ligheden og føle Ubrugeligheden af deres Sprogform
for de Yngre. Den gammelnordiske Retning havde levet
sit. Liv tilende. Oehlenschlagers digteriske Patos
var alt fortrængt af den nye norske; nogen Kunstprosa
udenfor den romantiske Sagastil havde han aldrig
havt. Grundtvigs ejendommelige og sære Prosaform
karikeredes af hans Tilhængere og klædte allermindst
andre end dem. Kierkegaard lod sig vel efterligne - og
man havde trolig efterlignet ham, havde overmaniereret
den store Manierist - men han lod sig paa ingen Maade
fortsætte; den Heibergske Prosas klare og friske Strøm
førte ingen nye Spirer med sig; de senere Filosofer,
R. Nielsen og H. Brøchner havde som deres Forgængere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
