Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - J. P. Jacobsen (1847–1885)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. P. Jacobsen
5
faaet deres Kunstudtryk fra Hegelianismen,
som den unge Slægt netop havde løsrevet sig
fra. End ikke Overgangstidens eneste Prosa-Mester
M. Goldschmidt kunde tjene til Forbillede, thi hans
gennemarbejdede og stemningsfine Sprog var med sine
Perspektiver uadskilleligt fra den mystisk-romantiske
Livsanskuelse, for hvilken det var Organ. De Unge,
som ikke hyldede Livsanskuelsen, kunde heller ikke
søge ind til Sprogtonen.
Men den unge danske Slægt fra 1870 stod i sproglig
Henseende endda overfor den Vanskelighed, at den
ikke blot forefandt en uddøende Forfatterskole i sit
eget Land, men ved sin Opdukken mødtes med den nye
norske Digterskoles, Bjørnsons og Ibsens, friske,
fremmedklingende og dog fuldt forstaaelige Sprog:
et nyt Sprog, hvori Alt kunde voves, et Sprog,
der med sin Fjældklang efter kortvarig Modstand
havde vundet den danske Læseverden aldeles, og som
med sine Landsmaalsord og Kraftord, sine dristige
Vendinger raadede over Former og Udtryk, Klangfarver
og Billeder, overfor hvilke de unge danske Forfattere
med deres nedarvede, afslebne og ved Overkultur
udmarvede Sprog ikke kunde andet end føle, at de
vilde have en frygtelig Kappestrid at bestaa.
Der var da for de tidligst optrædende Skribenter
intet andet at gøre end at fordybe sig saa meget
som muligt i sig selv, stræbe efterhaanden at blive
helt sig selv og saa uden Hensyn til det Overleverede
skrive alene paa deres Natur. Og de fandt da snart,
at de, som var saa ganske anderledes anlagte end den
ældre Slægt i Danmark, som saa paa Sanseverdenen med
andre Øjne og en anden Virkelighedssans, behøvede et
langt sanseligere, billedrigere Sprog end hine. De
var plastisk, malerisk anlagte, følte sig som
Kunstnere helt ud i Fingerspidserne og udstrakte
Kunstens Omraade videre end den foregaaende Slægt. De
betragtede det som deres Opgave og Pligt at behandle
Prosaen med ikke ringere Omhu end den, som deres
Fædre og Bedstefædre havde anvendt paa Verset. De
leverede ugerne endog blot en Avisartikel fra sig,
der ikke i den Farstand var et Kunstværk, at den havde
sin Stemning og sin Anskuelighed. Det gamle Ordsprog
siger: Ordene har deres Værd ligesom Mønter. Disse
unge Forfattere udskød enhver Ord-Mønt som værdiløs,
hvis Præg var blevet udslettet ved Brug. Man
erstattede samvittighedsfuldt de virkelighedsfjerne
eller filosofiske Udtryk, ved hvilke Ingen længer
tænkte eller følte noget, med friske Forestillings-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
