Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - J. P. Jacobsen (1847–1885)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. P. Jacobsen
25
Udvidelse (som blodigrød for blodrød), en malende
Sammensætning, en melodisk Gruppering eller simpelthen
ved et kendt Tillægsord, man ikke er vant til at
træffe i det Selskab. Og alle disse Ord og Sætninger
har været nedsænkede, dyppede og dykkede i Stemning,
ja der staar en saadan varm Stemnings-taage, en saadan
Duft og Em omkring dem, at man i Bogens-Atmosfære
aander som i et Drivhus og naar man lægger den bort,
føler sig tilmode som traadte man fra Krystalpaladsets
fremmede Lunhed ud igen i Virkelighedens Vinterluft.
O du blomsterbrogede, blomsterhvide, blomstertætte,
blomster-mylrende Drivhus med din (luftfyldte,
duftmættede Dis og Dampy hvor Palmers og Cypressers
Alvor paabyder Tavshed, hvor silke-"blanke
Stedmoderblomster tiltrækker Blikket ved tusind
Farve-mønstre; hvor purpurrandede Stjerner og
purpurstænkede Tulipaner døves af den Mandelduft,
der udgaar fra Nerierne, og den Opiumsrus, der stiger
fra purpurblodige Valmuer; hvor Roserne udbreder
en ildfuld Vellugt, der gør Luften attraasvanger,
vemods-blød, sød og tung! O Du snart rosengyldne,
snart dybtgyldne, snart vingyldne, stundom
lysgnistrende, oftest matgyldne, kun sjældent
gyldenmatte Bog! Livstørstig og dødssørgmodig,
drømmebaaren og byrdebrudt som Du er, vær os velkommen
som vort eget frihedstørstige og smertesløvede Livs
udtrykte Billed!
Dog, Jacobsen forstaar jo et simplere Tungemaal end
hans eget. - At Bogen er god og vil blive staaende
i vor Literatur, det er givet. Jeg vil da begynde
med at sige, hvad jeg savner i den. Den er mig
for indvendig, for lidt historisk. Nu og da flyder
Sjælelivs-Skildringen løs paa Tidernes Vande. Man
sporer ikke ret Underbygningen, ikke det faste,
historisk opmurede Koralrev under disse enkelte
Skæbner. Man talte ikke nøjagtig saadan i Danmark
omkring Aaret 60. Unge Mænd, der havde faaet en
god Opdragelse, snakkede - og det stadigt - om
Ideen og det Absolute, som var det Bekendtskaber,
Enhver maatte have gjort, gamle, fornemme, men nære
Bekendte. Godtfolk sagde & dialektisk* til hinanden,
naar de kom op at skændes. Det var for dem ingen
Tilfældighed, at Danmark, der i Thorvaldsen havde
frembragt den største Kunstner siden det gamle
Grækenlands Dage, ogsaa i Heiberg havde frembragt den
største Smagsdommer. De troede paa Søren Kierkegaard,
der var fuldt saa stor en Digter som Shakespeare -
og saa var han endda Filosof, ja havde afsluttet
Filosofien ved at bevise dens Umulighed. De
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
