Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - J. P. Jacobsen (1847–1885)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
30
J. P. Jacobsen
Ungdoms-Opsving bag sig sidde halve Timer ad Gangen
«paa et Led eller en Skelsten og i selsom vegetativ
Betagethed stirre henover den frodigt grønne Rug
eller den gyldne, toptunge Havre». Og ved Udtrædelsen
af den lange Allé ser vi Niels Lyhne selv sidde som
hans Fader havde siddet - et Træk af beundringsværdig
Dybde og Sandhed. Men da hans Gang gennem Livet er
saa lidet frivillig og selvraadig, er det naturligt,
at Blikket hæfter sig mere ved «Alléen» af Bipersoner
end ved ham selv.
De skildrede Kvindefigurer er sikkert de grundigst
udforskede og forstaaede Kvinder af den højere
Borgerstand, som forekommer i dansk Literatur.
Niels Lyhnes Moder er den romantiske Drømmerske, som
Enhver, der har set sig om i Livet, har mødt, først
saa jomfrueligt sværmerisk, senere saa uvirkeligt
borgfrueagtig, at hverken et dagligdags Ægteskab
eller Livets hverdagslige Dont formaar at give hende
jordisk Fodfæste.
Edele er den unge adelige Pigesjæl, ægte kjøbenhavnsk
uden en Draabe Kjøbenhavneri. Hun er skøn, hun har
været fejret og hyldet; hun er Verdensdame, er en
Ynder at smukke Køreture og hyggelige Teateraftener,
men ramt i sin fejreste Kraft og Pragt, elskende
i haabløs Fjærnhed og angrebet af en Sygdom, der
ikke giver Pardon. Hun har forstaaet, at Livet ingen
giver. Hun ved, at «Livet regner ikke med Drømme»,
at «der er ikke en eneste Hindring, der lader sig
drømme ud af det Virkelige*, og stolt og kysk, streng
og hvid og stille, udaander hun med en sidste Hilsen
i sit Sind til «den store Kunstner, som hun i Løn
havde elsket af hele sin Sjæb (Jacobsen har tænkt
paa Michael Wiehe), en stum Hilsen, der end ikke som
Aande kommer over hendes Læber.
Tema er ved sit sammensatte Væsen en endnu originalere
Skabning, sørgeligt sand, og hensat med overlegent
Lune. Hun fremstiller en blandt flere Hovedformer af
den danske trediveaarige Kvinde, ypperligt Hoved,
til et vist Punkt Forholdene overlegen, med stærke
Drifter til at sprænge Skranker, med saa megen
Virkelighedssans, at hun (i Ord, ikke i Gerning)
stadigt protesterer mod Fantasteri i Følelser, haaner
dette Fantasteri og priser «en uskyldig Cynisme* paa
dets Bekostning, en Fri-given, i hvis fine og muntre
Koketteri en æggende Troskyldighed og et nøgent Mod
til at tale om de allervanskeligste Ting er Elementer,
en Spotterinde over alle Samfundets dumme Vedtægter,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
