Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - J. P. Jacobsen (1847–1885)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. P. Jacobsen
37
hvorpaa det hviler, og Sandet vil samle sig og rinde
bort under Murene, langsomt maaske, umærkeligt maaske,
men det rinder, Korn for Korn», - saa er der i disse
Billeder og Lignelser en Indbildningskraft, der minder
om Renæssancetidens største Digter-aander.
Dog Valgsproget, at det første, det bedste Udtryk
ingenlunde er det bedste, har jo ogsaa en anden Side,
der viser ud mod Farerne ved Jacobsens digteriske
StiL Det søgte Udtryk er ligesaa langt fra at være det
bedste som det tilfældige Udtryk er det. Der er kun ét
Udtryk, som er - ikke det bedste, men det eneste; det
er det naturlige Udtryk, og som et naturligt Udtryk
virker, selv om det er ganske uaffekteret, ikke det,
der er det uendeligt afskyggede Udtryk for en vrang
eller sygelig Følelse, ikke heller det, som er det
snirklede Udtryk for en Stemnings-Labyrint. Det gaar
ikke an af Uvilje mod det kolde og tørre Foredrag at
forfalde til det literære Kælenskab, den umandige
Udtværen af Stemningsbetegnelser, der ytrer sig i
Gentagelser som «et stort, stort Raab», «en lang,
lang .Stribe*. Det gaar ikke heller an af Had til
den rette Linjes ukunstneriske Magerhed at forfalde
til Udtrykket ad Omveje. «Der skulde været Roser»,
hvis Grundtanke (den uafgjorte Tvist, om det,
man kalder Lykken i Haab og Længsel, eller det,
man kalder Lykken i Virkeligheden, er størst Lykke)
iøvrigt er saa dyb og saa ægte Jacobsensk, gav Alt
hvad der i Jacobsens Digtning er Manér, Gongorisme,
forkunstlet Kunst, alt det sygeligt Sære, alle det
adjektivisk spækkede og arabeskagtigt vildsnoede
Foredrags Omveje og Afveje et ængstende Udtryk. Denne
Capriccio var en Lækkerbidsken for de Forfinede,
men Kunstbestræbelsen havde her løbet sig fast i
en sækdannet Gade, fra hvilken det ikke var muligt
at naa videre frem, og hvor det gjaldt om at vende
om eller gaa tilgrunde. Jacobsen forstod det selv
og skrev efter dette Stemningsbillede med alle dets
potenserede Uvirkeligheder de to smaa skønne og højst
forskellige Prosastykker: Pesten i Bergamo og Fru
Fønss. Den første er en Tilbagevenden til den store
og stærke, beskrivende Stil, den anden til naturlige,
grundmenneskelige Følelsers ukunstlede Udtryk.
Af Jacobsens øvrige Noveller er, tror jeg,
To Verdener vecl sin Dybde i al sin Korthed den
mest slaaende. Versene, hvormed den slutter, er et
Stemnings-Kraftuddrag uden Mage. Stilen har iøvrigt
i den, som i alle de andre Noveller, den stærke og,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
