Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Helge Rode (f. 1870)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
232 Helge
Rode
. II (1897)
Tit er det nødvendigt at læse en Bog to Gange med
nogen Tids Mellemrum; der er ikke faa Bøger, hvis
Begyndelse og Midte vinder ved at ses i Lys af den
ved første Læsning ukendte Slutning; der er ogsaa
andre, i hvilke der’er nedlagt en Fylde af Stemninger
og Grublerier, som ikke lige straks paaagtes. Helge
Rode’s Skuespil hører til denne Klasse. De virker ved
anden Læsning stærkest, og Forfatterens aandelige
Fysiognomi staar klart og noget forskelligartet
udpræget i dem; læser man Kongesønner og Sommeræventyr
i Træk, saa har man ham hel og holden for sig, og hans
Digterpersonlighed tegner sig ikke mindre tydeligt for
Øjet end f. Eks. Sophus Michaélis’, efter at han havde
udgivet sin udmærkede Bog Æbelø eller Gustav Wieds
efter hans afgørende Triumf med de fire Satyrspil.
Adskillige af Digterne i det ældre Slægtled tog deres
Udgangspunkt i Opfattelsen af Samfundet omkring dem
og saa’ paa det med satirisk Blik som Drachmann og
Schandorph og nu Wied efter ham. J. P. Jacobsens
Digtning var inderlig og brændende, men aldrig
simpel. Hele hans Væsen var sammentrængt Essens,
højere og højere digterisk Potens. Det kunde synes
vanskeligt at finde ny Udgangspunkter efter dem;
men det er det ikke; thi Talentet er altid et nyt
Udgangspunkt, og Helge Rode har fra først af fundet
sit. Som der staar i hans Digtsamling Hvide Blomster:
Han «aabned en Dag to forundrede Øjne*.
Og han havde Gaven til med disse to forundrede Øjne at
se Jorden som nyskabt, at se det for Andre Sædvanlige
og Gammelkendte som vidunderligt og nyt og føle den
mest primitive Glæde over bare det at leve og være
til, over selve Livets Mysterium, og det samtidig med
at han fornam den mest primitive Uro overfor Tanken
om, at al Livets Herlighed skal visne og ophøre,
altsaa overfor Døden som Gaade. Men hans Hang var
det at betragte selv Døden som noget medhenhørende
i Al* skabningens Rigdom, saa Tanken paa den ikke
turde tilintetgøre eller hæmme Begejstringen over den
Livsfylde, med hvilken Mennesket af ubekendte Magter
er blevet benaadet. Der er i denne Følemaade noget
afgjort Prærafaelisk, og dette Prærafaeliske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
