Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Helge Rode (f. 1870)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Helge Rode
233
turde være Helge Rode’s dybeste Karaktermærke blandt
Danmarks unge fremstræbende Digtere.
Oinos i Kongesønner taler ud af hans Hjerte, naar
han jubler: «Solen gaar ned. Men i Morgen er det en
ny Dag. Tænk dig, Helena, en ny Dag og en ny Nat»
Der er nemlig ikke noget som helst Prærafaelisk
i den Art Primitivitet, der som Maeterlincks er
evindelig Stammen og Lallen i Rædsel over Dagen
saavel som over Natten, over Livet ikke mindre end
over Døden. Maeterlinck har et afgjort og meget fint,
men sygeligt og maniereret Talent. Helge Rode er lige
saa uberørt af Medmenneskeheden og sundere end han.
Da hans første Digte udkom, og han sang med en
endnu noget spæd, men ren Stemme, var der vel Faa,
som lagde Mærke til hans Ejendommelighed; den kom
jo ogsaa dér kun ufuldkomment til Orde og i Vers,
som undertiden ikke havde stort andet af Verset end
det at være skrevne i brudte Linier. En og Anden
blev dog maaske slaaet af den stærke - hvad skal man
kalde det? - Livsfornemmelse deri. Heidenstam havde
da kort forinden gjort sig til Livsglædens Talsmand;
men han mente noget helt Forskelligt dermed. Han vilde
nyde Tilværelsens gode Ting med en frisk Epikuræisme;
der er ikke Stænk af noget Epikuræisk i Helge Rode’s
Livsnydelse; blot det at aande i ren Luft eller svømme
i klart Vand eller vandre i den grønne Skov eller
skue et Landskab i Maanesldn vækker den i fuldeste
Maal hos ham.
Han har personliggjort denne sin Glæde over
Verdens-vidunderet, Livsvidunderet i Oinos,
Kongesønnen med det dionysiske Navn, som ser «det
røde Skær , over Alverden, det røde elskovsfulde Blod,
der blusser i de grønne Blade og i de graa Stammer og
i Pigernes Kinder*, han, der i Henrykkelsens Øjeblik
i sin Elskede ser en dejlig gylden Blomst med et Skær
af Rosenrødt, og for hvem ogsaa Jorden er en Blomst,
uhyre, pragtfuld, og Solen en Guldblomst, og han har
skrevet sit Skuespil Sommeræventyr om den Forvandling,
som Gennembruddet af hin oprindelige Forundring over
Tilværelsens Skønhed med den Henrykkelse, den har i
Følge, foraarsager en enkelt Sommernat i Mennesker,
der har mistet Evnen til hint første, friske Syn paa
Tilværelsen. I Kongesønner havde han lagt Oinos denne
dybe Ytring i Munden: «At der er Mennesker, der er
anderledes end vi - ser anderledes ud - er anderledes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
