Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
316 Henrik
Ibsen
fører den halvt vanvittige Alfhilds Forsøg paa
Mordbrand og hendes Flugt, derefter Udsigt til
Undergang og Dødsstraf for Brandstifterinden, indtil
Alt opløses i Harmoni, og to Par ægteskabeligt
forenes.
Dog langt mere end ved sin Romantik har denne Ibsenske
Ungdomsdigtning for os Nulevende Betydning ved de
Elementer i den, der peger ud over det romantiske
Tidsrum i Digterens Liv og frem imod hans tilkommende,
skarpt satiriske eller bittert menneskeforagtende,
mørktseende Poesi. Der findes adskillige Elementer
af denne Art i de to sidste Akter.
Alfhild er Datter af den oppe paa Vidderne levende
Sanger og Spillemand Thorgjerd, der fra hendes Barndom
af har indpodet hende sin digterisk forskønnende
Opfattelse af Livet og Døden, af Døden især. Han har
lært hende, at Døden ikke er Andet end en Lysalf, der
befrier den Sørgende og Lidende for Kummer, reder ham
en Seng af Liljer og Roser og paa dette Blomsterleje
kører ham til Himlen, hvor han lever videre i Fryd
og Herlighed. Allerede i anden Akt opdager hun, at
Døden ingenlunde er dette, men i Stedet Jordfæstelse
og Jammer, og efter en Pavse bemærker hun stille og
tankefuld:
Ej var Døden saa i min Faders Kvæde.
Der er i den Maade, paa hvilken Virkeligheden her
er stillet imod Fantasteriet, Noget, der varsler
om Peer Gynt, ligesom der overhovedet paa de
romantisk-lvriske Steder undertiden i Versenes
Holdning og Sving er Noget, der ligesom foregriber
den Stil, hvori Peer Gynt som Yngling udfolder sine
Digter- og Løgner-Drømme. Det følgende Sted erindrer
ganske om Repliker, der falder under Peer Gy^ts Besøg
hos Dovregubben:
Vei sandt; den megen Gammen og Glæde
Sletingen véd om hernede. -
Har du aldrig hørt om Haugkongens Skat,
Der lyser som røden Guld hver Nat,
Men vil du med Hænder tage derpaa,
Intet du finder uden Grus og Straa,
Og hør mig, Alfhild, det vel sig hænder,
At Livet artes paa samme Sæt;
Kom det ikke for naar, det træffer sig let,
At Fingrene smaa du brænder.
Vel sandt, det skinner som Himmelens Stjerne,
Men kun, naar du ser det fra det Fjerne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
