Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen
317
End niere betegnende er i tredie Akt det Sted, hvor
Ingeborg og Hemming er flygtede fra Hjemmet for
at undgaa hver sit forhadte Bryllup og nu forsøger
at indrette sig idyllisk oppe paa Fjeldet. De vil
leve nøjsomt af Jagt og Fiskeri. Da viser det sig,
at Hemming hverken har Bue eller -Fiskeredskaber, at
Ingeborg ikke føler sig i Stand til at undvære sine
Terner, ikke andre Menneskers Selskab, ikke Dans og
Sang. Ingen af dem kan eksistere uden i det Samfund,
de lige har forladt. Ingen af dem formaar endog blot
den første Dag i Kærligheden at se den uovervindelige
og bærende Magt, der vil bringe dem til at glemme
alle Savn. Der er her et Moment, en Situation, som
foregriber Falks og Svanhilds i Kærlighedens Komedie
efter at Guldstad har vist Svanhild de praktiske
Goders og det jordiske Velværes Betydning.
Højst sandsynligt har de anførte Steder ikke været
anlagte i det oprindelige Udkast, men er først blevne
udførte 1856.
Ægte Ibsensk er i Stykket Thorgjerds, Spillemandens,
sidste Replik. Der dirrer her en Streng, som mere
end én Gang anslaas i Digterens Sange, saa tit han
skildrer den Hjem løshed og Rastløshed, som følger
med hans skæbnesvangre Kald:
En Spillemand har ikke Hjem eller Bo. Hans Hu stævner
vidt, han aldrig finder Ro. Hver den, som ejer en
Sangbund i sit Bryst, Han er hjemløs i Dale, han er
hjemløs ved Kyst; I Liens Løvsal, paa den grønnende
Eng Maa han synge og røre den dirrende Streng, Han
maa lure paa det Liv, som lønligt boer Under Fossens
Fjæld, ved den vilde Fjord, Maa lure paa det Liv,
som i Brystet banker, Klæde Folkets Drømme i Toner
og Ord, Og klare dets gærende Tanker.
Olaf Liljekrans eksisterer nu kun i et Haandskrift,
der har ligget til Grund for Opførelsen paa Bergens
Teater for 41 Aar siden. Stykket behagede ikke i
nogen høj Grad den lokale Kritik og har neppe behaget
Digteren selv synderlig meget, siden han aldrig har
gjort noget Forsøg paa at faa det offenliggjort ved
Trykken. Nu, da ethvert Stadium i hans Udvikling er
blevet interessant, frembyder det gamle Skuespil en
ikke ringe historisk og psykologisk Interesse. Som
Catilina angiver Udgangspunktet for den Revolutionære
i ham, saaledes Olaf Liljekrans det Stade,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
