Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen
327
men afmægtige Personlighed, hvem alle de Egenskaber
fattes, som i Forening udgør Føreren; til Gengæld
sidder han inde med den stille Adel, som var Ibsens
Attraa. Ulykken er, at Rosiner kun formaar at meddele
denne Adel til den Kvinde, der elsker ham, ikke til
Masserne, der havde den saa haardt behov.
Denne Kvinde, Rebekka, er Dramaets Hovedfigur
og en af Ibsens største, beundringsværdigste
Skikkelser. Ingensinde før havde han lagt den ophøjede
Ro, den sikre Humanitet for Dagen, med hvilken dette
kvindelige Væsen er fremstilt, forklaret og indirekte
bedømt. Han, hvis Særmærke det en Tidlang havde været
at bevise Uægtheden af det tilsyneladende Ægte og
lytte den hule Klang frem af det tilsyneladende Lødige
- han har her overvundet sin gamle Mistro og har
troet paa Lutringen af denne Pige med den besudlede
Fortid, har paavist og fremstilt den gode Kærne,
Renheden, tilsidst Storheden hos Forbrydersken,
Løgnersken, Mordersken. Han har udført dette paa
saa overbevisende Maade, at selv den, der aldrig har
truffet nogen Rebekka - og hun er vel blandt Ibsens
norske Kvinder i højest Grad Undtagelse - selv han
nærer intet Øjeblik Tvivl om at hun er mulig. Hun er
kun mere almentmenneskelig end særlig norsk; i visse
Maader gør hun et russisk Indtryk.
Kun med to Ord maa endnu erindres om, med hvilken
Kunst Ibsen henimod Dramaets Slutning har benyttet
Ulrik Brendels fantastiske Personlighed til at bryde
Stemningen og derved forstærke den.
Rebekka i Rosmersholm var som en Personliggørelse
af Nordlandet, hvorfra hun stammede, Landet med det
stadige Mørke og det uafbrudte Lys i brat Omskiften,
de voldsomme, ubeherskede Sindelags Land. Alle de
Lignelser, ved hvilke hun forsøgte at male sin egen
Natur, hentede hun fra de stormfulde Omgivelser,
i hvilke hun havde tilbragt sin første Ungdom. Sin
Lidenskab for Rosmer sammenlignede hun f. Eks. med
en Storm i Nordland ved Vintertid; ingen Mulighed
for Modstand.
Heltinden i Ibsens følgende Stykke Fruen fra Havet
svarer til det heftigt bevægede og foranderlige Hav
ved Norges Vestkyst, hvor hun er født og vokset
op. Hun længes bestandig efter Havet, og hun er
hemmelighedsfuld som det. Naturbunden, nervøs indtil
det Sygelige, næsten hypnotiseret, paa Vanviddets
Rand, stræber hun ubevidst opad efter Frihed og
Ansvar.
Med Fruen fra Havet er Ibsen vendt tilbage til den
symbolske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
