Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen
341
har første Stemme, Moralen anden, snart omvendt. I
Solness som i Gengangere var Naturelskeren i
Ibsen herskende; her som i Brand og Vildanden er
Tugtemesteren det.
Stykkets anden Akse var Spørgsmaalet om det Sketes
Betydning og Mening. Lille Eyolfs Død synes saa
meningsløs: et Ulykkestilfælde, som umuligt kan sætte
anden Frugt end Kvaler, Anklager og Selvbebrejdelser,
alene kan forhærde og forbitre Forældrene til det
Yderste imod hinanden. Men Begivenhederne har nu
engang kun den Betydning og Mening, vi selv giver dem
ved den Opfattelse, vi danner os af dem og den Brug,
vi derefter gør af .dem.’ Og paa en ligesaa aandfuld
som overraskende Maade giver Ibsen ved Stykkets Udgang
gennem Ritas Beslutning Begivenheden en Udlægning og
Ulykken en Mening. Den lille Eyolf har ikke levet
og er ikke død forgæves, siden hans Død bliver
Aarsag til, at Rita og Alfred paatager sig et stort
menneskekærligt Arbejde med andre Menneskers Børn.
Blandt Skikkelserne er Rita sandest og u
almindeligst. Kun .en Menneskekender af første
Rang har kunnet frembringe denne Type paa skinsyg
kvindelig Gridskhed. Allmers interesserer mindre;
han er finere end Rita, men ogsaa svagere i sin
aandelige Ufrugtbarhed, desuden uædelmodigere end hun,
ubehersket i sin Sorg, uværdig og spidsfindig i sine
Angreb paa den knækkede Kvinde.
Blandt de øvrige Personer rager Døden op i
Rottejomfruens fantastiske og uforglemmelige
Skikkelse. Hun er Sagnskikkelsen fra Hameln i en
gammel Kvindes Lignelse; der er en spøgelseagtig
Uhygge over det Optrin, hvori hun optræder.
1896 udkom endelig Ibsens hidtil sidste Skuespil.
John Gabriel Borkman er Søn af den Bjergmand, hvem hos
Ibsen den rige Skat vinkede dybt nede fra Fjeldnatten,
og som søgte til det Dulgtes Hjertekammer. Han har
som Barn hørt Malmen synge i Gruberne, hvor den blev
løsnet; den sang af Glæde over, at den skulde komme
for Dagens Lys, og han har tidlig drømt om at blive
den, der frigjorde alt, hvad Jord og Fjeld og Skov og
Hav rummede af Rigdom. Han vilde vække alle Guldets
slumrende Aander. Han følte den ubetvingelige Kaldelse
til at befri alle de hundrede Millioner, der laa rundt
om i det hele Land, dybt i Fjeldene, og som raabte
paa at sættes i Omløb. Han havde Fornemmelsen af,
at han alene hørte Raabet. Og han elskede alle disse
Værdier, der krævede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
