Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen (f. 1828)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
’Henrik Ibsen
343
paa Mørkeloftet, dg Borkman selv sammenligner sig
med en skam-skudt Storfugl.
Var han nogensinde virkelig stor? Det synes at være
Ibsens Mening, at han fra først af var meget stort
anlagt. Ifald det var Meningen, burde vi maaske
have noget vægtigere Sikkerhed derfor, end hans egne
Ord og hans egen overordenlige Selvtillid. Ingen af
Stykkets andre Personer gaar overfor os i Borgen for
Borkmans Genialitet. Vi har kun hans egne Udtalelser
at holde os til, og det maa altid blive en Opgave
for Skuespilleren at give dem den Tillægsvægt,
som en forstaaende Udførelse meddeler. Mig for min
Del overbeviser Borkmans Ytringer ikke om, at han
nogensinde har siddet inde med ægte Genialitet; men
har han ikke det, bliver nødvendigvis den Sympati, han
har Brug for hos Tilskueren, stærkt formindsket. Sandt
nok, han kalder sig selv et Undtagelsesmenneske,
hvem det Ualmindelige er tilladt; han taler om
Forbandelsen, som «vi udvalgte Mennesker* har at bære
paa, den at være uforstaaet af Gennemsnittet. Han har
endvidere den stærke Overbevisning om, hvor uendelig
meget han havde kunnet udrette ifald o. s. v.", og
hvad han endnu kunde udrette, naar blot o. s. v. Men
Genier taler ikke om «ifald» og niaar blot». Netop
saadan taler alle de Usalige, som forveksler sig
selv med de Geniale, de mislykkede Halvtalenters
umaadelige Skare, i hvis Sjæleliv intet er virkelig
stort, undtagen Forfængeligheden.
Maaske er Andre mindre lydhøre for det Hule i
Klangen, som Borkmans Udbrud af Selvfølelse har, end
en Kritiker, det vil sige en Doktor ved det store
Hospital for syge og Saarede Forfængeligheder, der
hele sit Liv har vadet i dem og vandret om imellem
dem og hørt paa deres Klager, deres Pralerier,
alle Udbruddene af deres Selvopfyldthed. Han er
ikke tilbøjelig til at finde Nogen virkeligt genial,
der ikke har faaet Geniets Gerning gjort men kun har
tilegnet sig den Ukærlighed, den Hensynsløshed, den
Ligegyldighed for andre Menneskers Livssag, som man
i Regelen tillægger Geniet, som man undertiden maa
tilgive eller overse hos det, som i ethvert Tilfælde
er den Part af Genialiteten, hvilken det er lettest at
tilegne sig, men som de virkelige Genier hyppigt er
fri for. Ikke faa af de genialeste Mænd har tillige
været de bedste Mænd, hos hvem Forstand ingenlunde
har udelukket Hjerte.
Det maa staa hen, hvor stort et Maal af virkelig
Genialitet,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
