Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norske Personligheder - Bjørnstjerne Bjørnson (f. 1832)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson
371
Sværd». Arnljot, som i Grunden af sin Sjæl er saa god
og saa ydmyg, bliver Mordbrænder og Røver, saa længe
til han som Olafs Mand finder Døden ved Stiklestad.
Disse Skikkelser grundede dybt i Bjørnsons Sind. Han
var selv tidligt bleven «et Tegn til Modsigelse». Med
sin ubændige Ærgerrighed, med det Voldsomme i sin
Natur og det Kærlige i sit Sind følte han sig i
Slægt med disse Sagaskikkelser og nedlagde (saa tit
han følte sig misforstaaet eller forsmaaet af sit"
Folk) sin Trang til at løfte og ene dette Folk og
til at smelte sammen med det, og Følelsen af den
Spaltning, der fra Tid til anden kom imellem ham og
det, i disse gamle Høvdinge, i denne Sigurd, der,
naar han tirres, bliver «haard som en Staalfjeder*,
men som i sit Indre har et Overflødighedshorn fuldt
af store Velfærdsplaner.
Meget maa Bjørnson have gennemgaaet i sit stille
Sind for at kunne digte Sigurds Enetale i Stykkets
næstsidste Scene, der begynder: «De Danske forlader
mig. Slaget tabes? Hid og ikke længer ?», hvor Planer
til at samle Hær, at sejle ud, at blive Købmand,
blive Korsfarer o. s. v. opstaar og forkastes, til
Ordet «Hid og ikke længer!» vender tilbage som det
frygtelige Omkvæd, som Tilintetgørelsens Tanke og
ikke mere som Spørgsmaal, men som Svar. Dog selv ud af
Fortvivlelsen taler hos Sigurd endnu Kærligheden til
Fædrelandet, efter hvilket han i det Fjerne længtes
som’ Børnene længes efter Jul, og som han dog har
slaaet Saar paa Saar. Den store Personlighed er
hos Bjørnson ikke afsluttet i ensom Michelangelosk
Storhed, den vikler sig kun ud af Folkeaand en for
at længes tilbage til den, vil flyde sammen med
den og lider sin Tragedie, naar Sammensmeltningen
forhindres.
Ibsen er efter sit Væsen ensom, bliver «ensom, langt
borte». Han gaar i Dybden som Bjergmanden:
Kry d mig Vejen, tunge Hammer, til det Dulgtes
Hjertekammer.
Bjørnsons Væsen søger ikke nedad, men udad.
Hans Genius har en aaben Favn.
En anden Modsætning mellem de to Digtere knytter
sig til denne og til disse nordiske Dramer;
det er deres forskellige
Forhold til Naturen. Som født Dramatiker har Ibsen
intet Hang,
24*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
