Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norske Personligheder - Bjørnstjerne Bjørnson (f. 1832)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
402 Bjørnstjerne
Bjørnson
Kailem med Faderen i Hælene traver frem ad Vejen til
Store-Tuft; en lignende Vandring i Sne, da Kailem
som voksen Mand gaar til det Bal, hvor han danser
den næsten erotiske Dans med sin Søster, men først og
fremmest Bogens ypperste Scene og Sceneri, Morgenen
efter det unge Pars Ankomst til dets Hjem i Norge,
denne skønne Skildring, da de slaar Vinduerne op for
den friske Luft og nyder den dejlige Udsigt, endelig
Fordringen om at den unge Kone skal tage Styrtebad,
og det dristige Træk, som følger.
Dette virker som Liv, ikke som Lære.
Og Livet er (ogsaa i Romaner) mere end Læren: Det er
ikke blot Troen, der - som det indprentes i denne
Bog – ikke er det første. Heller ikke Sjælesorgen
er det første. Heller ikke Sædelighedsforkyndelsen
er det. Livet er det første; Livet i dets vilde
Uskyldighed, som har saa svært ved at trives i den
ældre Slægts Bøger.
Fler som i Leonarda, som i Kongen drejer meget af
Handlingen sig om Fanatismens Myrden af en Kvindes
gode Rygte, der intet har forbrudt. Det er en smuk
og human Idé, til hvilken Bjørnson atter og atter
vender tilbage.
Ogsaa Kongen var jo et rent pædagogisk Arbejde. Det
er ment og tænkt som et Indlæg mod Kongemagten, og har
derfor ringe Virkelighedskarakter. Man tror ikke paa,
at det er hændt eller kunde hænde. Tag som Modsætning
dertil det fineste, vittigste Angreb paa Kongedømmet,
som findes i nordisk Literatur, Milla Engels Brev
til Nora om Besøget paa Sofiero i Del flager. Her er
vistnok ogsaa en umiskendelig Tendens, men den gaar
helt op i Skildringens Sandhed. Jeg anser dette Brev
for et af de bedste Kapitler, Bjørnson nogensinde
har frembragt. Jeg finder intet Sidestykke til dets
Fuldkommenhed i Paa Guds Veje.
Men tag nu som Modsætning til Kongen Alphonse Daudets
Roman Konger i Landflygtighed. Ogsaa denne Bog er et
Angreb paa Kongedømmet, vel ikke saa frigjort for
Respekt overfor denne Magt, som Bjørnsons er, men
med den store Forskel, at Læseren faar det bestemte
Indtryk af, at alt dette er hændt. Han tror derpaa.
Hvad vilde jeg gøre, hvis jeg var Fyrste, Kvinde,
Arbejder, i den eller den Situation, har Digteren
sagt. Hvad vilde jeg for min Del gøre, ifald jeg
var det samme, spørger Læseren ubevidst sig selv,
og hvis han stiltiende svarer: Jeg vilde handle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
