Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norske Personligheder - Bjørnstjerne Bjørnson (f. 1832)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson
, 403
ligedan, saa har Digteren vundet Spil. Føler han
imidlertid at han ikke under nogen Omstændighed eller
i nogen Forvandling vilde have handlet eller talt
saaledes - aldrig vilde have tillagt Pianospil erotisk
Farveynde eller et Par blaa Øjne firhændigt Pianospil
- saa virker Bogen ikke virkelighedstro paa ham.
Men intet hindrer i højere Grad dette Indtryk af
Virkelighedstroskab, end naar Forfatteren ikke blot
vil meddele Læseren sin Grundanskuelse, men vil
virke moraliserende paa Masserne, opdragende paa
Ungdommen og gennemgaaende vil faa Modstandere til
at gaa ind paa sine Grundtanker ved at lade Livet
frembyde dem disse i den mindst stødende Form. Thi
saaledes frembyder Livet dem ikke uden et Arrangement,
og dette Arrangement forstemmer.
Dog det vilde jo være umuligt anderledes end for en
Gangs Skyld saaledes at betragte Bjørnson alene som
Romanforfatter. At han som saadan blev Pædagog, det
beror paa hans Naturanlæg og paa hans Livs Klima. Det
ligger i dette rige og fuldblodige Naturel paa den ene
Side og i dette Moral-Klima i Norge paa den anden, at
han i den formløse Romanform maatte tage sig saaledes
ud. Her kom det samme Hang, som faar sit Udslag i
hans talrige Bladartikler, i hans Tilbøjelighed til
overalt at give sit Ord med i Laget, til frit at gøre
sig gældende.
Bjørnson er først sent og, som det synes, modstræbende
begyndt at skrive Romaner. Da en Bekendt for en halv
Snes Aar siden eller mere opfordrede ham dertil -
mest af praktiske Grunde - udtalte han sig med den
yderste Uvilje mod Romanformen; han afskyede den;
aldrig i Verden vilde han indlade sig med den. Senere
har han skiftet Anskuelse.
Men selv om det har vist sig, at han er for meget
Folkeopdrager til at kunne skrive en fuldendt Roman,
saa har dette dog lidet at sige for hans Ry som
Digter, mindre endnu for hans Betydning som historisk
Person.
At han som Sanger, som Sprogfornyer, som
Skikkelseformer er en Digter af første Rang, det er
en Ting, som er for anerkendt til at nævnes. At han
som Bærer af Ideer, som stræbende Aand har virket for,
hvad han selv ansaa for Sandhedens og Retfærdighedens
Sag, det anerkendes vel endnu ikke af alle; men det
er utvivlsomt ganske lige saa afgjort. Det er jo
selve denne hans Iver for den gode Sag, der skader
hans Romaner.
Han var fra først af den fyldigste Evne
blandt Nordens
26*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
