Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norske Personligheder - Alexander L. Kielland (f. 1849)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
426 A. L,
Kielland
Af de nyeste nordiske Skribenter havde kun
J. P. Jacobsen begyndt saa udpræget (i Virkeligheden
mere udpræget). Men Jacobsen udfordrede langt større
literær Dannelse for at forstaas, og han havde som
de fleste andre Yngre debuteret i en Kamptid. Han
havde maattet sanke sig sit Publikum langsomt sammen,
han saa godt som andre Skribenter fra samme Tidsrum,
der i Modsætning til ham Havde udviklet sig under
Publikums Øjne. Hver enkelt Forfatter af den yngre
Slægt havde netop møjsomt dannet sig sin Læsekres,
da Alexander Kielland optraadte. Han kom som en
Arvtager. Han overtog ved sine første Bøger hele det
Publikum, der var blevet opdraget, og denne Gang som
altid sejrede Alexander med Filips Soldater.
Dertil kom for Danmarks Vedkommende, at han var norsk,
ikke skrev om danske Forhold, ikke stødte an ved
Behandling af danske Æmner, og da han gjorde Lykke i
Danmark, var dermed hans Held for Norges Vedkommende
afgjort. Det nytter nemlig ikke, at Nordmændene vil
nægte det: En norsk Bogs Modtagelse i Danmark er
for Tiden afgørende for dens Modtagelse i Norge. Jeg
siger ikke paa nogen Maade, at dette Forhold beviser
de Danskes større Dømmekraft, siger overhovedet ikke
Noget om, hvorvidt dette Forhold er tilbørligt eller
ikke, men jeg hævder Kendsgerningen. Selv Bjørnsons
og Ibsens Digterry blev grundlagt i Danmark.
En Hovedaarsag til Kiellands hurtige Erobring
af Publikum var den nye Tone, han anslog i
Skønliteraturen, Verdenstonen, des pikantere, fordi
den kom med norsk Accent, klang ned til Danmark fra
Norge, som man har rost for mange literære Fortrin,
men sjældent for Verdenstone. Af norske Digtere
havde maaske kun Welhaven anslaaet denne Tonart,
men han var lyrisk Digter, lidet læst i Danmark
og for længe siden glemt. Nu er en Verdensmand
i Literaturen altid vanskelig at modstaa for
et Stadpublikum, efter hvis Omdømme Verdenstone
i Grunden er Idealet. Men det Indtagende, det
Sejerrige ved Kiellands Verdenstone var, at han i
den foredrog lutter Ting, som .«Selskabet» ikke før
havde villet høre. Det var nyt og drillende, at han
sagde den fine Verden frygtelige Spydigheder i dens
eget Sel-skabssprog. Man var saa ked af det gamle
Indhold og den gamle Respekt, af al den artige Poesi,
der var udmundet i det Faareagtige. Man vilde paa
den anden Side ikke vide af en ud fra Videnskaben
ført Opposition, Ansigt til Ansigt med hvilken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
