Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norske Personligheder - Arne Garborg (f. 1851)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
452 Arne
Garborg
for det, Gambetta kaldte de nye Lag. Han er den
fattige Bondes Søn, der efterhaanden har erobret
Tidens mest fremskredne Kultur og nu findes i
første Linie som sin egen Stands mest fremragende
Opdrager i Norge og samtidigt som en af Hovedstadens
betydeligste Aander, en dygtig Taler og en endnu
dygtigere Debattant i Studenterverdenen og Pressen,
særligt oplagt til Kamp for moderne Synsmaader mod
Teologien, paa en Gang Digter paa Landsmaalet og
Kritiker paa det almindelige Sprog.
Arne Garborg fødtes den 25. Januar 1851 paa Jæderen,
en tre-fire Mil fra Stavanger. Det Landskab, hvori han
kom til Verden, er et af de vildeste og ufrugtbareste
Kystlandskaber i Norden, en sand Illustration til
Dantes Helvede; Livet har tidligt vist ham sit barske
Ansigt.
Han gennemgik Seminarie- og Skolemester-Stadierne,
optraadte første Gang i 1870 med et dundrende Digt i
en Provinsavis mod Prøjsen og Bismarck - han holdt paa
Napoleon III -, forsøgte sig i 1871-73 som Udgiver af
et Par Smaablade i sin Provins - det ene var en Slags
Skoleblad - og kom saa i Februar 1873 til Christiania,
hvor han skrev Forskelligt i forskellige Aviser og
i August 1875 blev Student med Udmærkelse.
Ved denne Tid havde han, paavirket af de danske
Romantikere og af de norske Nutidsdigteres romantiske
Ungdomsværker, gennemgaaet en ganske livfuld romantisk
Udvikling, der var endt i fuldstændig Opløsning,
Tro paa Ingenting, Selvbetragtningssyge, Æstetiseren,
reaktionære Sværmerier, en Tilstand, som Garborg nu
kun med Væmmelse tænker tilbage paa. Saa kom han
under Paavirkning af Kierkegaardianisme og anden
Teologi og troede at finde sin Frelse i hvad man
den Gang kaldte «en etiskkristelig Livsanskuelses,
skønt han ikke kunde tro paa Dogmerne, det vil sige,
han troede og troede ikke paa én Gang, var hvad man
dengang kaldte Tvivler. I et Par Aar arbejdede han
paa at døde Tvivlene; egenlig lykkedes det ham ikke,
men han hidsede sig alligevel op til en vis snart hed,
snart kold kristelig Fanatisme. Saaledes forfattede
han i December 1876 til Aften-bladet nogle store
og ret velskrevne Artikler, i hvilke han hævdede
det som Ret ja Pligt for Christiania Universitets
Professor-Kollegium at nægte en dansk Doktor, der var
Forfatter af fritænkerske Skrifter, Tilladelse til
at betræde et af Universitetets Katedre som Taler.
l disse? Aar (1875-77) skrev han mest om Teologi
og Maal-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
