Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Esaias Tegnér (1782–1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Esaias Tegner
487
ikke brændende men gnistrende Aand med overlegent
og overmodigt Vid; temmelig ubekymret om vedtagen
Værdighed, men derfor ikke mindre Mand for at hævde
det Suveræne i sin Personlighed stolt nok: dette er
den Side, han viser ud imod Verden. Bag dette Væsen
ligger de dybere Anlæg. Disse er dels af digterisk,
dels af talekunstnerisk Natur: en særegen lyrisk
Ildhu og en særegen stilistisk Evne.
III
Den lyriske Ildhu hos Tegner aabenbarer sig tidligt
som et medfødt Hang til Begejstring for Alt, hvad
der stærkt hæver sig ud fra Hverdagslivets graa
og prosaiske Baggrund, for al personlig Bedrift,
al lysende Ære, den være nu vundet som den vil;
han tiltrækkes af dens Straaleglans og sværmer selv
for dens Glimmer. En dyb Ærefrygt for Historiens
store Navne, en afgjort Uvilje mod at anlægge en
forringende Forstandskritik paa én Gang erhvervet
Hæder, er et af de dybeste og uforander-ligste Træk
i hans Væsen. Det er den usædvanlige Potensering af
denne Grundtilbøjelighed, der bringer ham til at
digte, ja det er den, som gør ham til Digter. Men
for bedre at forstaa den, maa vi søge tilbage til
Begejstringens Kilder hos ham, se hvilke Idealer
det er han søger, forefinder eller former, se i
hvilken Art indre Spejlbilleder, han genfremstiller
de Naturejendommeligheder eller Karaktertræk, som
svarer til det Bedste hos ham selv. Han drømmer ikke
om nogen oehlenschlagersk Aladdinsskikkelse, dertil
er han ikke naiv og ikke dumdristig nok. Lige saa
lidt ser han sig i Spejl i en Hamlet eller en Faust;
Tvivlens og Tankens Helte er altfor uhaandgribelige
for hans kraftige Drengefantasi; den drømmer om mere
haandfaste Idealer. Endnu mindre sammentrækker hans
Forestillinger sig omkring en Manfredtype; Brøden
lokker ham ikke og det Hemmelighedsfulde har intet
Tiltrækkende for hans aabne Natur. Opdraget som han
er i idylliske Forhold og udviklet under Paavirkning
af alsidig Velvilje i den lille Stad, han selv har
kaldt «en akademisk Bondeby*, kunde han endelig
umuligt udmunde i den længe undertrykte og oprørske
Schillers verdensborgerlige Posa-Patos. Det Ideal,
der langsomt danner sig i hans Sind, er et nationalt
og nordisk-romantisk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
