Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Esaias Tegnér (1782–1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Esaias Tegner
517
I Virkeligheden’ fik dette «Hedenske» i hans
Natur først sin højere Indvielse, da han lærte den
garnmelhellenske Bogskat at kende. Her traf han en
førkristelig Kultur, der ikke naaede sit Højdepunkt i
trodsig personlig Kamp, men i forsonet Skønhed. Han
saa’ her det Menneskelige afrunde sig paa en Gang
digterisk og religiøst. Set fra denne Skønhedsverdens
Synspunkt blev hint Overnaturlige, som det forrige
Aarhundrede saa lidenskabeligt havde erklæret Krig,
ikke mere staaende for Sindet som forargeligt, men
faldt bort som overflødigt. Tegners Gudstro udskilte
sit angribende Element og optog en hellensk Fornuft-
og Skøn-hedsclyrkelse i Stedet. Det rent Menneskelige,
der var Grundskøn-heden i den græske Poesi, blev
snart for ham Grundskønheden i al Poesi, og heri
ligger det, at han hele sit Liv igennem vægrede sig
ved at anerkende den saakaldte gudelige Digtning. Det
viser sig ved talrige Lejligheder, f. Eks. overfor den
gamle Franzéns Poesier, der iøvrigt havde saa varm og
oprigtig en Beundrer i Tegner. Om Franzén skriver han
til Brinkman (i 1823): «Det Skønne hviler dog tilsidst
paa det Fornuftige, ligesom Hvælvingen, hvor højt
den end hæver sig, dog har sit usynlige Støttepunkt i
Tempelvæggene. Men vor elskede Franzéns Tempelvægge
er noget for meget prydede med Krucifikser, som -
formørker Udsigten.» Om samme Digters Columbus skriver
han ni Aar senere, altsaa som Biskop: «Hvor nær laa
ikke her en friskere og kraftigere Romantik uden
Legender og Omvendelses-forsøg og Missionærer. Jeg
hader, Gud forlade mig, den gudelige Tone baade i
Livet og i Poesien.» Atter fire Aar derefter hedder
det i et af hans Breve: «Gudelighed er vel, som det
hedder, nyttig til Alt, men har sin Betænkelighed
i Poesien, som aldrig ret kan vaske Hedningen af
sig. Der fandtes intet Daabs-
Honom svarade då vemodigt den lunkande Gaja;
«Herre! hvi smådar du mig med tvenne namn, då likval
jag Blott år ett enda ok, som fra m dig drager på
vågen?» Men med håret at skyn halfrest genmålte
den digre: «Trognaste gula, som fått af de Evige
gåfvan att gnågga (Tiden till varning och skråck)
med klarhet af menskliga låten! Glom ej likval,
att mitt ok du år, att jag sjelf har dig fostrat;
Efter mitt lynne du båre det namn, som jag tarfvar
for stunden, Vill jag behaga de man, som med lystnad
ropa på grekhet, Héter du Gaja och Genier då de fol,
som du frembragt. Men når jag, kraftig och bål,
vill tjusa nordiska sinnen, Hertha du kallas, och då
’Ljusalfer du foder til ljuset.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
