Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Esaias Tegnér (1782–1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
548 Esaias
Tegner
mindelighed var han hildet i sin Samtids
virkelighedsfjerne Indskrænkethed.
Saameget var ham dog klart, at Romantikernes
fornuftfjendske Opfattelse af Poesien som hellig
Beaandelse og Aabenbaring beroede paa Selvforgudelse
og fromladent Hykleri i Forening. Paa sin Post mod
Oplysningshadet som han var, stillede han med stor
Klarhed sin Anskuelse af Fantasien som Association
mod den gængse Opfattelse af den som Inspiration. Man
sammenligne dette Brevsted: «Betænkelig synes mig den
Tanke, du ofte ytrer, om det Underfulde, Gudindgivne,
Hemmelighedsfulde i Poesien . . . Hvorfor skal vi
tro paa overnaturlige Aabenbarelser i en saa simpel
Sag? Jeg kan nok forstaa, hvorledes Poeternes
Forfængelighed har understøttet en saadan Idé
om Geniets fra andre Mennesker forskellige Natur
og mange lignende Talemaader. Sed non ego crednlm
illis. Forfængelighed er det, ikke Andet. Hvis poetisk
Indgivelse er noget overnaturligt og ubevidst, en
Ophævelse af Sjælskræfterne istedenfor en Forhøjelse
af dem ... da erkender jeg, at jeg idetmindste ingen
Erfaring har derom. Men vel har jeg erfaret en højere
Livlighed og Virksomhed i alle Sjæleevner, Fantasi,
Associationsgave, Forstand o. s. v., dog altid klart
bevidst* *).
I dette Punkt tænker Tegner højst moderne, om end med
øjensynlig Miskendelse af det Ubevidstes Betydning
for al værdifuld Finden og Opfinden. Man føler,
naar man læser en saadan Udvikling hos ham, at han
har anet Åssociationspsykologien uden at kende den.
^ I et andet Hovedpunkt har hans Følelse ledet ham til
den moderne Synsmaades Forhal, men ikke ind i den. Det
er hvor Spørgsmaalet opstaar om Forholdet mellem
Digterens personlige og hans fantastiske Liv. Vi saa,
hvorledes han i Regelen stiller en streng, næsten
akademisk Fordring til Kunsten; den skal kun handle
om det Skønne, den maa have rystet Virkelighedens
Sorger og Mærker som Støv af sine Fødder. I Epilogen
siger han endog, at al Digtning er gennemsigtig,
at dens Stad er af Krystal og at paa Stadens Gader
vandrer olympiske Skikkelser, «vævede af Lysstraaler
og Rosenduft», op og ned. Anvendt paa Digteren vil
dette sige, at han bør tilvirke sin Poesi ikke af sit
Liv, sine Iagttagelser, sine Gisninger og Erindringer,
men af sine
*) E. S. I, 323, 380.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
