Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Esaias Tegnér (1782–1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Esaias Tegner
549
fineste Drømme alene. Der laa en Forestilling af
denne Art paa Bunden af meget, Tegner har skrevet;
uden en saadan falsk Kunstlære var Axel f. Eks. ikke
bleven saa uvirkelig og blodløs, som den er. Men
der var Noget i Tegners Natur, som sprængte alle
falske Lærdomme, noget Djærvt og Personligt, som
slog igennem, skønt det altfor tit holdtes nede med
Magt. Og naar det kom til Orde hos ham, udtrykte han
sig helt anderledes. Til Adlersparre skrev han engang:
«Man lykønsker os Digtere, naar vi er saa heldige at
synge overensstemmende med Almenhedens Smag, og man
véd ikke eller lader som vidste man ikke, at disse
Sange er nedskrevne med vort eget Hjerteblod, at de
er udrevne Stykker af vort eget Bryst og saaledes
at betragte som et paabegyndt Selvmord»:2:). Der er
intet andet at indvende mod denne lidt vel meget paa
Spidsen stillede Tanke, end at det havde været til
Gavn for Varigheden af Tegners Digteny, om man oftere
var falden paa den af sig selv under Læsningen af hans
Skrifter. Men han vaklede, naar det kom til Stykket;
han skyede at oplade sit inderste Indre i Poesi,
skønt han dunkelt følte, at der inderst inde laa
maaske Digtningens eneste, altid sprudlende Kilde.
Derfor sagde han herom snart et, snart et andet, mest
offenligt et, privat et andet. I sin Tiltrædelsestale
til Akademiet udtalte han f. Eks. i Anledning
af Digteren Oxenstjerna dette lidet dybsindige,
fra Ophavet bortseende Ord, som senere endda er
blevet taget til Indtægt mod vore Dages literære
Sjæleforskning: «En stor Forfatter, især en Digter,
burde aldrig betragtes anderledes end som en
Aand. Han er ikke en Talende, men kun en Røst*
Det lyder smukt nok; men da (naar Nymfen Ekko og
Prins Tithon undtages, der henholdsvis af ulykkelig
Kærlighed og uendelig Alderdom svandt saaledes ind,
at kun Stemmerne blev tilbage) blotte Røster ikke
forekommer i Naturen, og da selv disses Væsen kun
forklares ved Ejerens og Ejerindens Skæbne, saa nødes
vi vel ogsaa hos Digteren til at fuldstændiggøre
Ordet med Manden. Det Pudsigste er imidlertid, at
Ingen stærkere end Tegner ved den nævnte Lejlighed
har følt netop dette. Da han skal holde sin Tale
over Oxenstjerna skriver han først rundt til Venner
og Bekendte om Oplysninger angaaende Manden. I et af
sine Breve beklager han, saa godt som Intet
*) Adlersparre: Ånteckningar, S. 14.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
