Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Esaias Tegnér (1782–1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
576 Esaias
Tegner
hvad man kalder den anden Ungdom, til at kunne
stamme fra Mjeltsjakans store Aar; den maa lægges
endnu senere frem i Tiden og kan neppe hiddrages til
Forstaaelsen af den indre Omvæltning, som har fundet
sit Udtryk i hint enestaaende Digt, og i hvis Natur
vi nu vil søge at trænge ind.
Nytaarsdag 1825 har Tegner havt et stærkt Anfald
af Kolik og været saa heftigt syg derefter, at han
har troet at skulle miste Livet med det Samme. Hans
Humør har, siger han, desuden af flere sammenstødende
Aarsager været noget i Ulave.
I Marts hedder det: «Mit Sind bliver med hver
Dag mere mørkt. Gud bevare mig for Melankoli og
Menneskehad. Jeg føler, at de for et Sind som mit
vilde blive dobbelt ødelæggende. Jeg har eller gør
mig Bekymringer (hvad der kommer ud paa Et), som jeg
ikke kan betro til Nogen. Jeg er mindre forstemt .end
nedstemt .... Hvis du nogensinde beder til Gud for
et ulykkeligt Hjerte, saa glem ikke at indeslutte
mig i dine Bønner.»
I Juli: «Blindhed forekommer mig at være den
skrækkeligste af alle jordiske Ulykker - næst en,
som jeg selv har erfaret. >
I August drejer Brevene sig paany om Sygdom; egenlig
sengeliggende har han kun været en U gestid, men
han bliver stadig magrere og føler en ubeskrivelig
Nedstemthed og Lede ved Alt, hvad fordum har glædet
ham, forenet med en aldrig ophørende Uro i Hoved og
Hjerte. Hans Indbildningskraft foregøgler ham ved
Dag og Nat Billeder, han ikke kan bortjage. Lægerne
tror at det er hans Lever, som er angreben. «De
Narre! Sjælen er angreben, og for den gives der intet
andet Lægemiddel end det, som hentes fra det store
Universal-Apotek hinsides Graven.»
I September vedvarer Uroen, dog stedse uden egenlige
legemlige Smerter. «Min Fantasi, som allerede forud
var letbevægelig, er nu som en Vandhvirvel, der
omdrejer og søndermaler Alt, som den faar fat i.» Han
meddeler, at man i Lund ligesom i Stockholm hengiver
sig til allehaande Gisninger angaaende Aarsagen
til hans Sjælslidelser, og finder dette urimeligt,
da Menneskelivet i og for sig er saa sørgeligt,
at man neppe for at se det mørkt behøver Andet end
friske Øjne. «Jeg negter ikke derfor, at jeg jo kan
have min særegne Aarsag til Sorg, men da jeg fortier
den, burde idetmindste mine Venner deraf slutte,
at den ikke lader sig meddele.* Af alle Gisninger
desangaaende finder han den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
