Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Esaias Tegnér (1782–1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Esaias Tegner
577
dummest, at han skulde føle sig udygtig til at
forestaa det Biskopembede, han staar i Begreb med
at tiltræde. Han er ganske vist af sin Vens Mening,
at personlig Omgang med denne i mange Tilfælde vilde
kunne fordrive hans Griller, og saaledes vilde det
ogsaa denne Gang være, hvis*disse havde deres Grund
i Hovedet «Men i det camera oplica, vi kalder for
Hjertet, falder intet Lys undtagen vort eget, og det
maa lukke sine Vinduer selv for Venskabets Øjne.»
I November begynder Heftigheden at vige for en vis
Ror men det er Forhærdelsens uhyggelige Ro. Han
gør, hedder det, dobbelt gode Fremskridt i den
Ligegyldighed, som udgør Lykken og Visdommen i Livet
Hjertet bliver ligesom Havet aldrig stille, selv om
der lægger sig Is derover. Den Vises Bestemmelse
er den, at blive stedse mere Skildpadde. Saalænge
han har en eneste blottet Følelsesnerve, er hans
Væsen Smertens Ejendom . . , «Visselig er med en
saadan Skal ogsaa en god Del af Kærnen , fortørret
i Menneskehjertet, og for min Del føler jeg,
hvorledes et Bundfald af Foragt og Ligegyldighed
for den tobenede Slægt afsætter sig paa Bunden af
mit Hjerte; men det lader til at være umuligt med
nogenlunde Tryghed at sejle over Livets Vande uden
denne Ballast.»
«Det er den Ulykkeliges Ulykke, at han selv
maa forøge den gennem Afvisning endog af den
venskabeligste Deltagelse. Han er som en Spedalsk;
selv den Barmhjertigste maa trække sig tilbage fra
ham. Ak! den rette indre Lidelse, den som angriber
stærke Sjæle, ernærer sig selv, ligesom Krigen gør,
naar den er ret organiseret, eller som et vildt Dyr
gør, naar det er f uld voksen t.»
Paa sin 43de Fødselsdag, den 13de i denne Maaned,
skriver han til Franken i dybeste Tungsind. Man
burde som Ægypterne fejre Dødsdagen, ikke
Fødselsdagen. Frygteligt er det at være kommen ud
over Livets Højdepunkt og begynde Nedstigningen i
Alderdommens Dale. Hvad særligt forstemmer ham er,
at denne Fødselsdag er den sidste, han tilbringer i
Lund, hvor han i 26 Aar har levet. Han skal nu ud
blandt Fremmede, der ikke vil forstaa ham og ikke
bære over med ham. Han faar som Biskop et Stift
i Opløsningstilstand og maa begynde med upopulære
Foretagender, der vil blive udskregne som Despoti. I
gamle Dage havde dette været ham Intet, dengang brød
han sig ikke om Mobben; men nu er han nervesvag,
miltsyg og forstemt og
G. Brandes: Samlede Skrifter. III.
37
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
