Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Esaias Tegnér (1782–1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Esaias Tegner
længe denne Lyra stod stille, var Alting godt
- men paa en Gang begyndte den at bevæge sig i
Kresløb. Hurtigere og hurtigere blev dens Bevægelser,
og hver Nerve i mig rystedes deraf, Tilsidst begyndte
den at svinge sig i Ringe med en saadan Hastighed
at den forvandledes til en Sol. Da knækkedes og
bevægedes og rystedes mit hele Væsen, for du skal
vide, at det var ikke udenpaa Hovedet, men inde
paa selve Hjernen at Diademet var sat. Nu svang det
sig rundt med en aldeles uberegnelig. Voldsomhed,
til det paa en Gang revnede og sprang. Mørke, Mørke,
Mørke og Nat udbredte sig da over hele Verden, hvorhen
jeg end vendte mig. Jeg blev forvirret og svag. Jeg,
som altid har hadet Blødhed hos Mænd, jeg græd og
fældede brændende hede Taarer - Alt var forbi.*)
Dette er snarere Vanviddets Poesi end Vanviddet
selv. Og. Tegners virkelige Væsen træder frem endog i
denne sære Drøm, Ærgerrighedens Ungdomsdrøm om Kranse
og Kroner, nu rød-glødet i Vanviddets Esse. For den
svale Laurbærkrans, han havde sat om Oehlenschlagers
Hoved, havde nu hans Norner til Gengæld givet ham
denne glødende Ring om Panden.
Til alt Held kølnedes den hurtigt, og i Forsommeren
1841 var han atter i sit Hjem.
I Helbredelsestiden, sandsynligvis endnu i Slesvig,
skrev han den yndige Heksameter-Idyl Kronbruden^ det
sidste af hans større Arbejder, mildt i sin hele Tone,
et Aftenstemningsbillede af svensk Folkeliv og dog med
den skarpe og krigerske Tiltale i sit Slutningsafsnit,
uden hvilken Digtet ikke vilde være Tegnérsk. Det er
tilegnet Franzén, som Axel var tilegnet Leopold,
og dets ideale Hovedperson er Kellgren, hvis
Minde det fejrer. Saaledes udaander Tegners Poesi i
Forherligelse af hin gustaviske Tid, han aldrig kunde
eller vilde glemme. Ved sin rene idylliske Farve
danner dette Tegners sidste større Digt saa at sige
Overgangen til de Runebergske Heksameter-Idyller. Han
har i Kron-bruden indført sig selv som handlende og
talende Person, og det med største Elskværdighed og
Jævnhed. Han vier et Brudepar i Skatelof-Sogn, holder
Talen og deltager i det festlige og landlige Maaltid,
og han har skildret sig med sine Vaner. Maa ser den
engang saa trodsige Digter som Landsby-Patriark:
*) Adlersparre: Anteckningar.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
